I dag skal det handle om gruppen The Commodores med Lionel Ritchie i front. Medlemmerne mødte hinanden i 1968, da de gik på universitet i Alabama. De begyndte senere at varme op for Jackson 5, og i 1972 blev de signet til Motown Records.
Gruppen var i starten meget baseret på funk elementer, og de havde et par store hits med instrumentale numre som blandt andet "Machine Gun" fra 1974.
I løbet af 80'erne begyndt flere af medlemmerne dog at forlade gruppen (Lionel begyndte blandt andet en meget succesfuld solokarriere) Gruppen udgav op gennem 80'erne en håndfuld albums, dog uden de store musikalske kvaliteter. Gruppen er derfor i dag bedst husket fra 70'erne hvor de havde deres storhedstid.
Dagens nummer som jeg har valgt at fremhæve, hedder Easy og udkom i 1977 på deres 5. album, der bare hedder "Commodores". Dette album blev deres mest succesfulde, ikke mindst takket være Easy. Nummeret er en ballade, der handler om en mand der lige er kommet ud af et forhold. Det er et rigtig dejligt nummer, som jeg altid bliver i godt humør af at høre.
Easy er blandt andet lavet i en coverversion af Faith No More fra 1992, som nok er den version som de fleste kender, men jeg foretrækker nu originalen :)
En legende inden for amerikansk westcoast rap er desværre ikke blandt os længere. Nate Dogg har været syg siden 2007 hvor han fik et hjerteslag. Han fik endnu et i 2008 og det kom han sig desværre aldrig over. Han døde i går tirsdag og blev kun 41 år. Jeg har længe håbet på, at han ville blive frisk igen, så han kunne vende tilbage til musikscenen, men dette skete desværre aldrig.
Han havde en helt unik stemme, og der er ingen tvivl om, at han har løftet mange numre op til et højere niveau, med sin melodiske og bløde stemme. Hvis man ville have et sikkert hit, var der ikke andet at gøre, end at ringe til Nate og få ham til at synge hooket, så var man et godt stykke af vejen mod et hit. Som Westside Connection sagde det på "Gangsta Nation: "It must be a single when Nate Dogg is singing on it"
Nate Dogg har været med på over 40 singlehits med blandt andet Dr. Dre, Snoop Dogg, Warren G, Westside Connection, 50 Cent, Ludacris og Eminem. Han vil helt sikkert blive savnet, og han vil blive husket som en meget vigtig del af den amerikanske westcoast hiphop, og jeg vil huske han som en fanstastisk sanger der har givet mig umådeligt mange rapklassikere som jeg virkelig elsker!
Det er virkelig svært, at fremhæve nogle tracks frem for andre, men her er et par af mine absolutte Nate Dogg favoritter:
Mos Def, Pharaoahe Monch & Nate Dogg - Oh No (2000)
Westside Connection ft. Nate Dogg - Gangsta Nation (2003)
Nate Dogg - I Got Love (2001)
The Game ft. Nate Dogg - Where I'm From (2005)
Snoop Dogg ft. Nate Dogg - Ain't No Fun (If the Homies Can't Have None) (1993)
I dagens indlæg har jeg valgt at fokusere på en af mine favoritkunstnere overhovedet. Hun er en hvid kvinde i en musikalsk verden hvor størstedelen af udøverne er sorte. Hun har en fantastisk tilgang til soulgenren og hun er, efter min mening, undtagelsen der bekræfter reglen om at der aldrig kommer nogen talenter ud af de talentkonkurrencer der er på tv.
Det er naturligvis den 23 årige engelske Joss Stone der her er tale om.
Lige siden hun i 2003 udgav "Soul Sessions" med covernumre af gamle soul numre, har jeg været solgt. Her er en unik kunstner med en helt fantastisk stemme og en udstråling der ikke er til at tage fejl af. Talentet blev hurtigt anerkendt i branchen, og hun har nu optrådt sammen med nogle af de største kunstnere, blandt andet James Bown, Aretha Franklin og Robbie Williams.
Efter covernumrene på den første plade, følte Joss Stone, at det var på tide, at prøve kræfter med hendes sangskrivertalent, og på hendes anden plade (Mind, Body & Soul fra 2004) var størstedelen af sangene skrevet af hende. Lyden blev også lidt mere radiovenlig.
Det tredie album udkom i 2007 og på dette album følte Joss endelig, at hun kunne være sig selv, og at hun kunne lave en plade præcis som hun ønskede at den skulle lyde, og derfor kom den til at hedde "Introducing Joss Stone." På albummet fik hun hjælp af den fantastisk Raphael Saadiq, der producerede hele albummet. Dette gav en virkelig sjælfuld lyd og Raphael og Joss var et fantastisk musisk makkerpar.
i 2009 kom hendes fjerde album så på gaden. Et album som hun valgte at kalde for "Color Me Free" i det lå der, at der var en stor konflikt med hendes pladeselskab, EMI pga. kreative uoverensstemmelser som det så fint hedder. Lyden her blev lidt mere rå og upoleret end de tidligere albums.
Angående Joss' femte album, så lyder det fra hendes facebook profil, at det skulle udkomme engang til sommer, så det er noget som jeg ser rigtig meget frem til.
Af alle Soul Sundays kunstnere som jeg indtil videre har rundet her på bloggen, så er Joss Stone en af de eneste (pånær Raphael Saadiq) som jeg har set live. Også her leverer hun på alle punkter. Hun er utrolig ydmyg og jordnær på scenen, og de første par år af hendes karriere var hun rent faktisk meget genert når hun optrådte. Hvilket er noget hun iøvrigt altid gør barfodet og gerne med en kop the indenfor rækkevidde - man er vel englænder :)
Nu kommer vi til det problematiske i dagens indlæg. Med 4 albums i bagkataloget, som jeg holder meget af og virkelig mange numre som jeg virkelig elsker, er det rigtig svært, kun at vælge et nummer at fremhæve, så jeg tror at jeg i dagens anledning vil vælge to numre. Et covernummer og et af hendes egne numre.
Cover: "I've fallen in love with you" fra debutalbummet "The Soul Sessions" Originalt indspillet af Carla Thomas i 1968 (kan desværre ikke finde orignalversionen nogen steder)
Dette er et super smukt nummer, som jeg virkelig holder meget af. Alt er rart og godt på dette nummer.
Original: Tell Me What We Gonna Do Now (Akustisk version) Ikke at originalversionen med rapperen Common ikke er fantastisk, for det er den. Men denne akustiske version er lige en tand smukkere, og så er der måske ikke så mange der kender den i forhold til originalen.
I dag er der et ganske særligt album der fylder 25!
Det er intet mindre end en milepæl og det har været med til at definere en hel genre.
Der er naturligvis tale om Metallicas 3. studiealbum: Master of Puppets.
Det er helt klart et af mine favorit Metallica albums og bare et af mine favorit albums generelt.
Jeg vil derfor gerne bruge denne særlige dag til at minde alle om, hvor fantastisk dette album er, og jeg vil derfor også fremhæve nummeret "Welcome home (Sanitarium)", der er en af de bedste skæringer på albummet, og da det ville være for oplagt at fremhæve titelnummeret, så derfor bliver det dette nummer i stedet :)
Sangen er oprindeligt skrevet som en hyldest til filmen One Flew Over the Cuckoo's Nest, og er, efter min mening, en af Metallicas bedste numre.
I dag skal det handle om gruppen The Commodores med Lionel Ritchie i front. Medlemmerne mødte hinanden i 1968, da de gik på universitet i Alabama. De begyndte senere at varme op for Jackson 5, og i 1972 blev de signet til Motown Records.
