Soul Sunday - India.Arie

I dag skal vi endnu engang have fat i en lidt nyere kunstner fra neo soul genren, og denne gang bliver det en kvindelig en af slagsen.

India.Arie er vokset op i Denver og Atlanta, og musik har altid fyldt meget i hendes liv (hendes mor var sangerinde og har blandt andet opvarmet for Al Green og Stevie Wonder) og som teenager begyndte hun, at spille guitar.

India.Arie albumdebuterede i 2001 med den lille albumperle "Acoustic Soul" på det legendariske Motown selskab, hvor hun blev lovet kunstnerisk frihed, til at lave det album som hun gerne ville lave.
Albummet blev en succes og blev nomineret til 7 grammys. Hun vandt dog ingen, men det var også hårde odds, da Alicia Keys samme år udgav "Songs in A Minor"

India har dog senere vundet et par stykker for hendes andet album. Hun har indtil videre udgivet 4 albums, og skulle gerne komme med hendes femte engang senere på året.

Nummeret som jeg har valgt, at fremhæve, er den første single fra Acoustic Soul. Nummeret hedder Video, og har først og fremmest et rigtigt behageligt guitardrevet beat, og det er så krydret med Indias smukke stemme.
Temaet i sangen er, at kvinder ikke skal prøve at leve op til de skønhedsidealer der bliver påduttet fra diverse medier osv, men at man skal elske sig selv som man er.

"I'm not the average girl from your video and I ain't built like a supermodel.
But, I learned to love myself unconditionally Because I am a queen.
I'm not the average girl from your video.My worth is not determined by the price of my clothes.
No matter what I'm wearing I will always be the India Arie"

Alt i alt, en dejlig sang fra et dejligt album :)

Live on stage: Black City

"Live on stage" er et nyt tema der starter i dag. Som titlen antyder, så handler det om livemusik, og går i alt sin enkelthed ud på, at jeg fortæller lidt om de koncerter som jeg har været inde og se.

Torsdag aften i lille Vega stod programmet på rock n' roll med det danske band, Black City.
Black City er et forholdsvist nyt band på den danske rockscene, (deres debutalbum udkom i maj 2010) men det kunne man bestemt ikke mærke på deres optræden.
Der var dømt klassisk rock fra første riff, og det stod på i cirka 50 minutter, hvilket var en fin længde for en band med en enkelt udgivelse i baglommen.

Bandet spillet solidt og med en smittende energi der gjorde, at man ikke var i tvivl om at de nød at stå på scenen. Jeg syntes, at der var en god kontakt mellem forsangeren, Bjørn Poulsen og publikum og han havde tid til små sjove kommentarer imellem numrene. Blandt andet mente forsangeren ikke at det var specielt rock n' roll, at bassisten stod og spiste et æble mellem numrene, hvilket bassisten dog var ganske enig i, og mente heller ikke at han kunne drikke sin øl, som han så gav til sin mor, der var blandt publikum - så hygger man sig sgu :)

Nu er rock ikke den genre som jeg kender allermest til, men en ting er sikkert. Jeg var rigtig godt underholdt hele showet igennem og kedede mig ikke et øjeblik, så selvom jeg faktisk kun kendte to af deres numre (Summertime og Every Night) formåede bandet at fyre den så meget af, at man blev revet med af musikken og også nød de numre som man ikke kendte så godt.

Deres lyd er måske ikke super original, men jeg syntes egentlig ikke at dette gør noget, da de stadig formår, at lave gode, fængende og melodiøse numre med rigtig go' spade på.
Alt i alt, havde jeg en rigtig god aften og hvis jeg får muligheden for at se Black City live igen, så vil jeg helt sikkert gøre det.

Coco + harpe = smuk musik

Jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen:
Sangerinden Coco fra den danske soulduo Quadron er intet mindre end umådelig talentfuld, og har en vokal som der ikke er mange herhjemme der kan hamle op med.

Derfor syntes jeg lige, at i skal se og ikke mindst høre denne video, hvor hun synger nummeret "Pressure" kun akkompagneret af en harpe.

Det her er virkelig noget der giver kuldegysninger :)

Quadron Pressure Video

Soul Sunday - Sam Cooke

Dagens gæst på bloggen bliver af mange, kaldt the king of soul.
Det drejer sig nemlig om legenden Sam Cooke (1931-1964)

Han startede, igen som så mange andre, med at synge gospel. Faktisk så gik han under aliaset "Dale Cooke" da han i 1956 udgav sin første mainstream soul single. Dette blev gjort for ikke at vække foragelse i gospel miljøet, da en crossover fra gospel til ikke-religiøs musik, blev anset for at være meget forkert, da man i miljøet mente, at man kun skulle synge til Gud. Men navneskiftet gjorde dog ikke det store, da der ikke var nogen der var i tvivl om, at det var Sam Cooke der sang. Dette resulterede i, at han blev droppet af sit band (The Soul Stirres) og fra sit label, så han nu rent faktisk var frit stillet til at indspille under sit eget navn.

Derfra tog hans karriere fart, og han bliver i dag betragtet som én af pionerene indefor soulmusikken. Han var også én af de første sorte musikere, der også var en del af forretningsdelen af musikken, da han bl.a. startede sit eget pladeselskab.

Dagens nummer hedder "A Change is Gonna Come" og den handler generelt om racisme, men den handler også som to specifikke episoder i Sams liv. For det første, mistede han sin kun 18 måneder gamle søn, da han drunknede i en pool.
Den anden episode var, da Sam og hans backingband blev nægtet at tjekke ind på et hotel i Louisianna, da hotellet kun var for hvide.
Disse to episoder, der begge fandt sted i 1963, samt Bob Dylans "Blowin' in the Wind" der udkom samme år, gav Sam lyst til at skrive en sang om racismen i USA. Dette var noget som han længe havde haft et ønske om, men han var bange for, at han ville miste mange af hans hvide fans.

Sam Cooke døde dog desværre allerede som 33 årig, efter at han angiveligt prøvede at overfalde en hotelrecptionist, pga. nogle uoverensstemmelser, hvilket resulterede i, at receptionisten skød ham i selvforsvar.

Heldigvis var han blevet færdig med indspilningen af nummeret, og det udkom kort efter hans død.
Det blev ikke hans største hit, rent salgsmæssigt, men rent kulturelt blev dette et meget vigtigt nummer, og det er højt placeret på mange lister over de vigtigste numre i musikhistorien.
Dette nummer blev også meget vigtigt for de amerikanske borgerrettighedsforkæmpere i 60'erne, og nummeret blev også spillet til Malcom X's begravelse i 1965.

Soul Sunday - the Isley Brothers

Så blev det endnu engang Soul Sunday, og i dag skal vi have fat i en gruppe der har eksisteret i omkring 60 år (dog med varierende medlemmer)
Gruppen, der startede med at bestå af 6 brødre og en svoger, startede, som så mange andre soulkunstnere, med at lave gospelmusik. Dette var i de tidlige 50'ere. Men ligesom mange andre, fandt de hurtigt ud af, at ikke-religiøs musik var vejen frem til stjernene, og de fik deres første hit i 1959.

I løbet af 60'erne og 70'erne havde de rigtig stor succes, med bl.a. 5 top 40 singler i 60'erne og 12 stk i 70'erne. Der har dog også været meget tumult i gruppen i løbet af årene, og med så mange medlemmer, er der ikke noget at sige til, at der til tider har været gnidninger og problemer.
I dag består gruppen kun af to medlemmer, brøderne Ronald og Ernie Isley, men de er stadig populære i hjemlandet og gruppens sidste album, der kom i 2006, var højt placeret på de amerikanske hitlister.

Dagens nummer som jeg har valgt at fremhæve, hedder "Between the Sheets" og er fra en periode som jeg ikke har dækket så meget af endnu, nemlig 1980'erne. Dette nummer er fra 1983, og er et rigtigt lummert nummer, som titlen også antyder.
Nummeret lægger sig ret tæt op ad Marvin Gayes "Sexual Healing" der kom året inden. Det er rent baby making music :) og det var med til at rette op på brødrenes karriere, der ikke var gået så godt i de foregående år. Men med dette nummer, fik de fornyet respekt i branchen.

Nummeret vil garanteret også få en stor klokke til at ringe, hvis du, som mig, lytter meget til rap.
Det er nemlig blevet heftigt samplet af kunstnere som Notorious B.I.G., Jay-Z, Common, The Game og 2Pac. Hvor Notorious B.I.G.s "Big Poppa" fra 1995, nok er den mest kendte.