lørdag den 28. december 2013

Det bedste danske rap fra 2013




Så er det vist ved at være det for 2013. 

Det har været et godt år for dansk rap. Nogle af de gamle drenge begyndte at røre på sig igen, og nye talenter har været med til at sende genren i helt nye og interessante retninger. 

Her kommer mine favoritter fra året der snart er slut.



TOP 5: BEDSTE UDGIVELSER


5. Supardejen - King Kong

I 2013 var der mange af de gamle Helt Sikkert drenge der vendte tilbage med fornyet energi og en af dem der endnu engang fik slået sin legendestatus fast, var Supardejen med hans blot andet Soloalbum på 14 år. 
Pladen er blevet til via et crowdfunding projekt på den danske side Booomerang og det er fedt at se at folk gerne vil støtte op omkring den slags projekter.
Pladen bærer tydeligt præg af at Dejen gør lige hvad det passer ham, og det er der sådan set ikke noget nyt i. Hvad enten det er genistregen Sys hvor unge Sys Bjerre bliver samplet eller hyldesten til Van Damme filmen Bloodsport, er der lagt kærlighed i numrene og de emmer af kreativitet og lysten til at gøre som man vil. 
Det er Dejen som man kender ham, komplet med snørklede rim og stadig med den legesyge og fandenivoldske attitude der karakteriserede ham i Helt Sikkert crewet tilbage i de tidlige 00'ere. 


4. Danni Toma - Kvinde

Danni Toma har sammen med sin faste partner, DJ Noodle lavet en plade der handler om kvinden. Den kvinde der gør dig lykkelig og den kvinde der gør dig sindsyg. Med en utrolig lækker og gennemarbejdet lydside der trækker spor fra 90'ernes triphop og nutidens moderne r&b har vi her med at gøre med en rapper der tør skille sig ud fra normalen på den danske rapscene. 
Man kommer i en helt speciel stemning når man sætter pladen på og man føler sig hurtigt hensat til et stort lokale med rigeligt mængder af mørkerød velour, en afdæmpet bas og en gennemgående tyk røg i lokalet. Det er helt perfekt!
Forresten kommer den ud på vinyl i 2014. Den skal uden tvivl blive tilføjet til samlingen.



3. Benal - Baby EP

Den her EP er, ifølge min statistik på Spotify, den udgivelse som jeg har hørt mest i år og det er der virkelig ikke noget at sige til. På fire numre formår Benal at skabe et unikt univers der er ulig noget jeg nogensinde har hørt før. Der er ingen amerikanske forbilleder og i Benals univers er alt tilladt.

Stilen på EP'en er en naturlig evolution fra de tidligere numre som de har lavet. Alt går op i en højere enhed og efter de fire numre forlader de lytteren med en seriøs trang til at høre mere. Meget mere. 

De har dog allerede annonceret at der kommer endnu en EP i 2014 og jeg tør slet ikke tænke på hvor Benal denne gang tager os hen, men jeg glæder mig til at finde ud af det!



2. Ponyblod - Ponyblod

Der var længe snak i undergrunden om denne kollaboration bestående af Tue Track og Khaleren, og da de lige pludselig var klar til at smide et helt album på gaden, skulle det vise sig at være noget af det bedste der er sket for dansk rap i år. Tue Track har haft et yderst produktivt år og numrene på pladen er alle super velproducerede og nogle af numrene er blandt hans bedst producerede numre nogensinde. 

Jeg har tidligere nævnt hvorfor netop Khaleren er en af de mest interessante rappere pt. og på denne udgivelse beviser han for alvor hvor vild han er, både når det kommer til tekst og levering. Han spytter bedre og mere fokuseret end han nogensinde har gjort, hvilket gør ham til en kæmpe fornøjelse at høre på. 

Ikke nok med det, så smed de et gratis remixalbum på nettet, kaldet Påny, der skulle vise sig at være af virkelig høj standard og nogle af numrene kunne rent faktisk matche de originale produktioner. Jeg synes at det var fedt at man kunne mærke at der var blevet leget mere på remix udgaven og kan varmt anbefale at man går ind og henter det. 


1. Dialekten - Stiplede Linjer

For andet år i træk er det lykkedes for Dialekten at stå for årets bedste udgivelse, i form af deres længe ventede debutalbum.
Albummet er et ualmindeligt gennemført bevis på, at man sagtens kan lave et album der tager udgangspunkt i 90'ernes hiphopdyder og lyd, uden at det bliver bagstræberisk eller nostalgisk på den dårlige måde. 

På de 17 skæringer på albummet bliver der kommet godt rundt i emnerne: Politik, tømmermænd, graffiti, egne (manglende) evner og en hyldest til Nørrebro er blot nogle af der bliver rappet om det brede emnevalg er med til at skabe en varieret plade der sagtens kan lyttes fra start til slut, uden man kommer til at kede sig. 

Nota Bene er uden tvivl en af de allervildeste rappere vi har her i landet og Chewbacca formår at skabe et fuldendt lydunivers der fungerer perfekt sammen med de to rappere. 
Det her er hiphop som jeg allerbedst kan lide det, og derfor har Dialekten endnu engang stået for årets bedste udgivelse.

og hey! Nota Bene har lige udgivet 7 gratis numre på udgivelsen Rutinetjek. 
Ind og hent dem med det samme


TOP 10: BEDSTE NUMRE



10. Kaput - #Junkfoodrappers

Loke Deph har det som mange rappere ville ønske de havde. Han lægger sine tekster ned med en sådan autoritet, at man ikke kan gøre andet end at lytte efter når han rapper. Derfor er han klart én af mine favorit MC'er pt. I Kaput har han allieret sig med rapperen Esben og produceren Boonekamf og der udmunder sig i dystre og super stemningsfulde numre, der passer perfekt til en kold tid som nu. 






9. Danni Toma - Ingenting

Det bedste nummer fra en fantastisk plade.
Danni Toma er gået igennem en heftig udvikling fra sin sidste EP til dette års udgivelse. Stilen er taget i en helt ny retning og det klæder ham virkelig.
Nummeret er en del af en samlet fortælling om et forhold der gik i stykker, og på dette nummer er det mandens tur til at fortælle kvinden et par ting.







8. Sivas - D.A.U.D.A.

I 2013 var det her nummer på ingen måde til at komme udenom. Jeg må blankt indrømme at jeg på ingen måde kunne lide det i starten. Men lige pludselig skete der noget. Jeg blev ved med at sætte det på, selvom jeg ikke gad at høre det, og bum, så var jeg solgt. Det er så sindsygt flabet og velproduceret, at man ikke kan gøre andet end at skrue op. Højt op! Rigtig højt op!






7. Marvelous Mosell - Dansk Ninja Turtle Rap


2013 blev året hvor Marvelous Mosell fik sit store gennembrud i Danmark og det er fuldt fortjent. Hans stil er så gennemført original og så milevidt fra alt andet hvad der findes på scenen, at man ikke kan andet end at blive totalt opslugt i hans univers. Hvis man er opvokset i 80/90'erne så er man stort set med på alle Mosells referencer, hvilket bare gør det endnu federe. På det her nummer er de legendariske Ninja Turtles der danner rammen for Mosells historiefortælling og det er intet mindre end fantastisk. 






6. Ponyblod - Ornitolog


Khalern og Tue Track skulle vise sig at være en dødelig kombination og det kommer især til udtryk på det her nummer, hvor Tue Tracks beat lyder som et smukt kærlighedsbarn mellem Enrico Morricone og DJ Muggs. Det er simpelthen så hjernedød en produktion! Khalern bringer naturligvis også sit A-game på nummeret og det hele går op i en højere enhed. 






5. Dialekten - Til

Over et gudesmukt strygersample, dropper Nota og Bacca rim der emmer af lyrisk dopeness og kærlighed til musikken. Det er hiphop som en gammel 90'er dreng som mig elsker og jeg er glad for at jeg ikke er den eneste der digger den lyd.  





4. Benal - 029


029 er et af de numre som jeg har hørt allermest i år! Benals univers er så unikt og Benjamins vokal og levering er sublim, så alt går op i en højere enhed. Det her er ikke et stykke musik, men derimod en tilstand hvor alt er tilladt og alt kan ske!






3. Pede B - Det ville Være

Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen. Pede B bliver bedre og bedre for hver udgivelse han dropper. Selvom jeg stadig synes at hans albums har for mange mindre interessante fyldnumre, kan han stadig lave de der numre der er af så højt niveau, at man taber pusten totalt. Det her nummer er nok et af hans bedste nogensinde. Lyt lige til det her nummer, og kom ikke og sig, at det ikke giver dig den vildeste gåsehud!






2. Trepac - Beskidt Rådden Rimer

Trepacs andet album var desværre lidt en skuffelse, set i forhold til debuten, der var helt eminent. Der var dog en håndfuld numre der sagtens kan nævnes blandt hans bedste numre, og Beskidt Rådden Rimer ryger direkte i den kategori. 
Over et fuldstændig bims beat fra Lars Da Fari (måske et af hans bedste nogensinde), dropper Trepac linjer der ligger lige i øjet. Han vender tilbage til den mere hårdslående side af sig selv, og selvom jeg elsker Fatamorganas dystre og melankolske stil, så er det her stadig helt fantastisk, og det er fedt med en rapper der mestrer begge sider.  






1. Ståhej - Helvedes Karl

Årets bedste nummer kommer fra gode gamle Strøm og DJ Talkback der har lavet et nummer der er meget inspireret af Ultramagnetic MC's nummeret "Poppa Large" både når det kommer til beat og flow, og det gør bestemt ikke noget, når Støm nu gør det han er så fandens god til: solid rap med masser af punchlines og et stramt flow. Strøm har længe været stille på scenen, men med det her nummer beviser han, at han stadig hører til i toppen blandt de vildeste rappere vi har her i DK - Strøm R tilbage!





Hva' med 2014?


Jeg er spændt på hvad der sker i 2014. Personligt glæder jeg mig til at høre hvad der kommer ud fra Echo Out lejren. Jeg ved at Nota Bene udgiver sit debutalbum og Trepac og Melankolia har gang i et projekt der hedder Torden og Lynild. 
Benal og Nixen skulle også gerne udgive nyt materiale i det nye år. 

2014 bliver også året hvor Spol Op! udgiver kompilationen "Ordet På Gaden" Det er lang tid siden at vi har haft en god opsamlingsudgivelse, så den glæder mig vildt meget til at høre, og med de numre jeg har hørt, kan jeg godt garantere at det bliver dope!
Se mere lige her

Dette her projekt lyder også som noget der kunne gå hen og blive rigtig interessant. Hvis Spez er på, kan det kun blive godt.

Husk også at den 1. januar droper Koldfront deres sidste EP i deres Fimbul trilogi. Det foregår lige her: vinterforevigt.dk

Og så sker der også rigtig spændene ting her hos Det Godt Nok. Jeg kan afsløre så meget at det har noget med radiosyndikatet.dk at gøre, men der kommer snart meget mere info om det. Jeg glæder mig i hvert fald sindsygt meget.

Husk at du kan følge med lige her twitter.com/detgodtnok og facebook.com/detgodtnok

Vi ses i 2014!

fredag den 6. december 2013

Konkurrence: Vind billetter til The Beatnuts på Rust



Så er det tid til en lille julekonkurrence!

Denne gang udlover jeg, i samarbejde med Rust, 2x2 billetter til koncerten med The Beatnuts den 13. december på Rust.

The Beatnuts er om nogen, indbegrebet af party hiphop. Med deres super funky beats og afslappede tilgang til rapmusik, har de skabt en god mængde klassikere som nok skal sørge for at folk får varmen og glemme jule- og eksamensstress for en tid.
Jeg er sikker på, at Beatnuts kommer for at holde en fest, så hvis du er nede med det, så kan jeg kun anbefale at kigge forbi Rust om en uges tid.



For at deltage i konkurrencen skal du bare svare rigtigt på følgende spørgsmål:

The Beatnuts er gået sammen med en anden stor hiphopgruppe fra 90'erne, under navnet Liknuts.
Hvad er navnet på den anden gruppe?

Send dit svar i en mail sammen med dit fulde navn, til dgn@detgodtnok.dk senest torsdag den 12. december kl. 12.00 og vær med i lodtrækningen om billetter til koncerten.
Vinderne bliver derefter trukket og bliver kontaktet direkte.

Skulle du ikke vinde, kan der købes billetter lige her og Facebook begivenheden kan findes her

tirsdag den 26. november 2013

Cab udgiver Tabte Bånd


Tilbage i midten af 00'erne var Cab én af de rappere der bestemt var værd at holde øje med. Hans solide flow, skarpe balancering mellem den aggressive og mere reflekterende rapstil og hans evne til at vælge de helt rigtige beats, gjorde ham til en dygtig rapper som jeg diggede rigtig meget.

I 2005 udgav Cab så sin første og indtil nu, eneste udgivelse i form af EP'en Lydbilleder. Jeg kan virkelig anbefale at man får i fat i den, da den klart hører til blandt de bedste danske rap EP'er der er  udgivet.

Derefter hørte man desværre ikke super meget fra Cab. Han medvirkede på en lille håndfuld numre, blandt andet sammen med Royal Mudd og sin gamle partner in rhyme, Pede B som han også var backuprapper for, og så har han desuden stået for denne version af det klassiske Big L's nummer "Ebonics". Det er rigtig vildt og en super god fortolkning af originalen.




Det er efterhånden den del år siden at vi skrev 2005, og jeg har længe gået og håbet på, at der ville komme ny musik fra Cab.
Nu har han så brudt tavsheden og udgivet en lille samling på 5 skæringer der er lavet i perioden 2007-2010. De fleste af numrene er klassisk Cab med solide produktioner fra de gamle samarbejdspartnere Es og Luxxx.

Tjek det på Soundcloud lige her:

Cab - Tabte Bånd

mandag den 4. november 2013

Konkurrence: Vind billetter til Run the Jewels i Store VEGA



Så er det tid til endnu en konkurrence.
Denne gang udlover jeg, i samarbejde med VEGA, 2x2 billetter til koncerten med Run the Jewels den 20. november i Store VEGA.

Run the Jewels består af sydstatsrapperen Killer Mike, der blandt andet er kendt for sit samarbejde med Outkast, og producer/rapperen EL-P, der tidligere har huseret i undergrundsgruppen Company Flow. De er nu gået sammen om et fælles projekt og udgav tidligere på året deres debutalbum.
Det er uden tvivl én af de mest interessante hiphop samarbejder jeg længe har hørt på den amerikanske scene og albummet har fået flere rigtig gode anmeldelser med på vejen.
Jeg har i hvert fald hørt det sindsygt meget og ser virkelig frem til at høre det live.
EL-P har desuden lige annonceret at der kommer en efterfølger engang i 2014.

Killer Mike spillede en fantastisk koncert i lille VEGA tilbage i januar og duoen spillede yderligere en rigtig vild koncert på årets Roskilde Festival.
Især Killer Mike er vild at opleve på en scene. Her er der ingen uengageret og halvsløj optræden proppet med ligegyldigheder, men han sprudler derimod af energi og nærvær, og man er ikke i tvivl om at han elsker at stå på scenen.

Alt i alt er der lagt op til en fantastisk aften i selskab med noget af det mest interessante US rap man kan finde for tiden.

For at deltage i konkurrencen skal du bare svare på følgende spørgsmål:

Hvad hedder Killer Mike's album fra 2012 der eksklusivt er produceret af EL-P?


Send dit svar i en mail sammen med dit fulde navn, til dgn@detgodtnok.dk senest mandag den 11. november kl. 12.00 og vær med i lodtrækningen om billetter til koncerten.

Vinderne bliver trukket tirsdag den 12. november og bliver kontaktet direkte.

Skulle du ikke vinde, kan der købes billetter lige her og Facebook begivenheden kan findes her


onsdag den 30. oktober 2013

detgodtnok.dk



Så for dælen! Så skete det endelig. Efter 3 år med en www adresse hos blogspot, har jeg endelig fået fingeren ud og fået smidt nogle penge efter et domæne.

Som et resultat af dette, kan bloggen for fremtiden findes på den nu lidt kortere adresse:

www.detgodtnok.dk


Og så er det forresten i dag, at Karen har udsendt en video til hendes fantastiske nye single "Problemet"
Hun udgiver en ep i 2014 og det er godt nok noget jeg ser frem til, da jeg er ret vild med det her nummer.

mandag den 28. oktober 2013

Konkurrence: Vind billetter til Benal på Rust




Så er det blevet konkurrencetid her på bloggen.

I samarbejde med Rust udlover jeg 2x2 billetter til natkoncerten med Benal den 2/11.
Benal er én af de mest interessante grupper i dansk rap for tiden og med deres elektroniske lyd og anderledes tekstunivers har de en unik position på den danske musikscene.
Gruppens nye EP "Baby" består af fire numre der på hver sin måde er fantastiske og er med til at tage deres univers i en ny retning.
Jeg kan varmt anbefale EP'en, der er noget af det bedste danske rap der er kommet i år. De er desuden rigtig fede live, og jeg glæder mig rigtig meget til at se dem spille både nye og "gamle" numre på Rust.

For at deltage i konkurrencen skal du bare svare på følgende spørgsmål:

Hvor mange medlemmer er der i Benal?


Send dit svar i en mail til dgn@detgodtnok.dk senest torsdag den 31/10 kl. 24.00 og vær med i lodtrækningen om billetter til koncerten.

Vinderne bliver trukket fredag d. 1/11 og bliver kontaktet direkte.

Facebook event kan i øvrigt findes lige her


tirsdag den 22. oktober 2013

Top 10: De bedste danske rapnumre nogensinde overhovedet



Så er det blevet tid til en seriøs omgang top 10.
Denne gang er det intet mindre end de 10 bedste danske rapnumre nogensinde overhovedet. Noget af en mundfuld. Grunden til at jeg har valgt dét, skyldes at der i de sidste par dage er poppet lister op på Facebook fra blandt andet Tyde T, Henning Winther og senest fra PTA, der i øvrigt har været så god at samle det hele lige her, og skrevet sin egen top 10 lige her.
De har alle fremhævet nogle rigtig gode numre, men jeg tænkte at jeg ville prøve at give mit besyv med. 

Det er altid sjovt med top 10 lister, men det er også en virkelig krævende opgave når det kommer til udvælge sine 10 absolutte favoritter af alle danske rapnumre der er lavet. Det er nærmest umuligt, og denne liste her, er baseret på mine umiddelbart første indskydelser og mavefornemmelsen.
Jeg synes at jeg er kommet frem til en rigtig god liste som jeg til enhver tid kan stå inde for, men der er dog rigtig mange numre der desværre har måtte vige pladsen til fordel for disse 10 numre, men sådan er det jo desværre.
OBS:  Numrene er ikke i prioriteret rækkefølge, for det er jeg simpelthen ikke i stand til.


Clemens - Uanset Hvad I Siger (Den Anden Verden, 1999)




På Den Anden Verden er Clemens clemens lidt mere velovervejet og knap så sur som det var tilfældet på debuten. Her giver han svar på tiltale på folks mening og forventninger om ham. Super velskrevet og virkelig tight leveret. Måske ikke Clemens' mest eksplosive nummer, men jeg har altid været super meget nede med det.


Den Gale Pose - Dommedag Nu (Bleeder Soundtrack, 1999)



Dystert, hudløst ærligt og temmelig skræmmende. Jokeren tegner her et uhyggeligt billede af hvad stoffer har gjort ved ham. Alle rappere kan tale om hvor gode de er eller om hvor mange damer de laver, men at tale åbentlyst som sit eget stofmisbrug kræver noget helt andet. Det her nummer er som sagt noget dysteret shit, men hold nu kæft hvor er det godt og det beviser hvorfor Jokeren hører til i toppen af dansk rap.

Hvid Sjokolade - Kronisk Fastelavn (Levende Poeters Klub, 1997)




Dette er sikkert en favorit for mange, og det er med god grund. Det her nummer var noget helt andet end hvad man før havde hørt fra Hvid Sjokolade og det klædte dem virkelig. Tommy og Lasse tager os med på en tur igennem Københavns gader og man bliver med det samme opslugt af stemningen og fortællingen, der skaber et rigtig godt billede af 90'ernes Danmark.

Isbjerg - Lad mig være (Hip Hop Til Folket, 1996)




Det her nummer er slet ikke til at komme udenom og det er en kæmpe klassiker i min bog.
Isbjerg er ufuckbar på det her nummer og er seriøst træt af pis: Wacke MC'er, wannabees, musikindustrien og politiet bliver ramt af Isens runder af rim. 

Joe True - Gadeplan (Gadeplan, 2004)




Når en af landets allerbedste rimsmede rapper røven ud af bukserne, over et beat der er lavet af en af landets bedste producere (Tue Track) så kan det ikke gå helt galt! Jeg ELSKER det her nummer og Joe har aldrig været mere on fire end han er her. Der er ordspil over det hele, og et mega blæret flow.
Da det her nummer kom ud, blev Joe True lynhurtigt min nye yndlingsrapper og det var uden tvivl det bedste nummer på Gadeplan cd'en, der ellers var proppet med fantastiske numre. 

Kasper Spez - Trøstepræmier (Fantasten, 2008)




Det her nummer er det indbegrebet af Spez version 2.0. Ingen punchlines og ingen diss til wacke rappere, men derimod masser af velskrevet poetisk rap. Over et smukt beat fra Es (måske et af hans bedste) bliver der droppet lyrik der kan gøre de fleste digtere misundelige. Kasper Spez er klart én af mine yndlingsrappere nogensinde og det her nummer er uden tvivl hans aller smukkeste. Kan huske da jeg så ham på Roskilde i 2010 og det her nummer blev spillet. Seriøse myrekryb på den virkelig gode måde. 

L.O.C. - Absinthe (Dominologi, 2001)




Det er virkelig svært, kun at fremhæve ét nummer fra 8210 bangeren, men i det her tilfælde er valget faldet på Absinthe. Det var egentlig et ret svært valg, da manden har lavet så mange vilde numre, men alt går bare op i en højere enhed på det her nummer.
Hele metaforkonceptet i nummeret fungerer fantastisk og det et generelt bare en banger og et genialt beat. Og hvor mange har egentlig ikke stået og skrålet med på omkvædet i en massiv brandert? 

M-Cnatet - Kapitler Til Glemmebogen (Kapitler Til Glemmebogen, 2008)




Kærlighed er noget der har fyldt meget i Kværn og Trepacs alternative tekstunivers og det er også tilfældet her. Nummeret er fyldt med sindsygt velskrevet lyirk og bare titlen "Kapitler til glemmebogen" er jeg helt vild med. Selvom de har lavet mange rigtig gode numre efter det her, så står dette nummer stadig som deres bedste, og der er et af de bedste danske rapnumre overhovedet. Dette fantastisk smukke nummer er perfekt akkompagneret af DixOnes minimalistiske pianodrevne beat.

Pede B - Løb Mens Du kan (Skarpe Skud pt. 3, 2011)




Det er tydeligt, at ulykkelig kærlighed er en ernorm katalysator når det kommer til musik.
Pede B får her det bedste ud af det. Han er en rapper, der gang på gang bliver med ved med at imponere mig. På det her nummer udleverer han virkelig sig selv og fortæller om sin usikkerhed og fortvivlelse. Der er noget utroligt fascinerende ved at høre en person blotte sig på den her måde og det giver, i hvert fald i dette tilfælde, et ualmindelig godt nummer.  

Per Vers - Hav Det Godt (Ego, 2011)



Per V er en af de rappere der har været i gamet i en hel del år efterhånden. Han har stået og battlet andre rappere, men han er for længst komme videre og rapper om langt vigtigere ting, såsom sin egen familie.
Endnu engang er det den sårbare side der bliver blottet, men her er det dog kærligheden til ens børn der er i fokus. Per har her lavet et nummer der, på en virkelig velskrevet måde, beskriver de tanker der utvivlsomt må gå igennem hovedet på en, når man ikke længere kun har sig selv at tænke på.
Fantastisk nummer, der endnu en gang viser, at dansk rap er andet end hurtige damer og alt det fis der.

BOBLERE:

Ufo Yepha - Vi 2 Amigo (U vs. Y, 2003)
Haven Morgan - Alle Alene I Verden (Et Lille Eventyr, 2006)
Strøm - Følg Strømmen (DM i Dansk Rap, 1998)
Sphaeren ft. Joe True - Rådvild (Kugleregn, 2001)
Rent Mel - La' Det Ligg' (Ingen Stress, 2004)
Malk de Koijn - Kosmisk Kaos (Smashhit i Aberdeen, 1998)
Jøden - Hva' Nu Hvis (Monkeyjuice, 2007)
MC Einar - Den Nye Stil (Den Nye Stil, 1989)
Suspekt ft. Tina Dickow - Helt Alene (Elektra, 2011)
Essensen - Vandsikker (2003)




onsdag den 11. september 2013

Hjælp Supardejen med at få udgivet sit nye album på vinyl



I mandags udkom Supardejens 2. album, kaldet "King Kong" og jeg kan allerede nu afsløre at det er rigtig dope. Det er Dejen som man kender ham, hvor rimene er i højsædet.
Der er blandt andet features fra gamle Helt Sikkert drenge som Joe True, Machacha og Stik Op Jakob og intet mindre end fem produktioner fra Tue Track, så der er absolut ingen undskyldning for ikke at hente den her plade.

Du kan vælge at downloade den ganske gratis, hos Idiotsikker.
Men hvis du vil støtte 100% op for en af dansk raps legender, så har Supardejen startet en crowdfunding for at få samlet penge nok ind til at kunne udgive albummet på vinyl og kassettebånd, og da det er meget federe at have et album på vinyl end på mp3, så skal det da blive en realitet.
Fundingen er allerede over halvvejs, men jeg er sikker på at den godt kunne bruge din hjælp.
Du kan donere til projektet lige her via Booomerang.

Så hvis du kan lide albummet og samtidig støtte en af de gamle drenge i dansk hiphop, så synes jeg at du skal smide lidt penge efter det her projekt.
Husk at alle beløb er med til at hjælpe.


onsdag den 7. august 2013

Live at Vanguard - Wu-Tang Clan


Så blev det endelig tid til dagens ubestridte hovednavn. Jeg var ret meget i tvivl om hvorvidt denne koncert ville blive en succes eller en total fuser, da Wu drengene er kendt for at være ret upålidelige og svingende i deres optrædener. Det skulle dog vise sig at mine bange anelser blev gjort fuldstændig til skamme, for hold da helt kæft hvor var det en magtdemonstation som Wu-Tang leverede lørdag aften på den store Sun Ra scene.
For det første, så var HELE klanen representeret og det var fedt at se, at de rent faktisk så ud til at enes og hygge sig i hinandens selskab og de i fællesskab ville gøre alt for at skabe en fest og en mindeværdig koncert. 

Og hvordan gør man så det? Ja man kan jo starte med at spille størstedelen af debuten fra 1993, der i de fleste rapkredse bliver betegnet som ét af de vigtigste hiphop albums nogensinde. De spillede intet mindre end ni (!) numre fra Enter the Wu-Tang. Det var simpelthen for godt til at være sandt. Alle rapperne var tændte, men selvfølgelig var det Method Man der stjal showet. Han har simpelthen så meget karisma og stage presence, at man ikke kan andet end at elske ham. Det giver god mening, at han for 20 år siden blev valgt til at være gruppens frontmand. 
Mit personlige højdepunkt var da de spillede hele Triumph, der nok er i min personlige top 5 over bedste rapnumre nogensinde. Det var simpelthen så vildt at høre den fra start til slut.
Derudover fik vi et par numre mere fra Wu-Tang Forever, et par solonumre fra GZAs, Method Mans og Ghostface Killahs debutalbums og et andet højdepunkt var Ice Cream fra Raekwons, Only Built 4 Cuban Linx. 
Der var naturligvis også den obligatoriske hyldest til den afdøde Ol' Dirty Bastard, bestående af Shimmy Shimmy Ya og Got Your Money. De skal simpelthen bare være der. Hold kæft hvor er jeg egentlig ked af at jeg aldrig nåede at se ham live.
Vi fik også den lidt nyere Gravel Pit, der altid er en crowd pleaser.

De eneste minus jeg lige kan komme i tanke om, var den ret unødvendige coverversion af Beatles' Come Together. Jeg forstod ikke helt hvad den skulle gøre godt for og den var med til at tage momentummet lidt ud af koncerten. 
Afslutningsnummeret var desuden Da Rockwilder. Ingen tvivl om at det er et vildt nummer, men lidt underligt at spille det, nu hvor Redman ikke var med, for så bare at lade hans vers spille over højtalerne. Så kunne man snildt have fundet en federe måde at afslutte koncerten på.

Jeg kan konkludere, at Wu-Tang ikke alene levede op til de forventninger jeg ikke turde have. De overgik dem også. Næsten alt gik op i en højere enhed og Wu har sat sig solidt i hukommelsen på de mange fans i lang tid fremover og det var et rigtig stort og flot punktum for Vanguard Festivalen.

5/6

Live at Vanguard - Doom


Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er en kæmpestor Doom fan. Jeg har bestemt ikke noget imod ham, han er bare ikke en af de kunstnere som jeg virkelig er gået i dybden med. Jeg har dog hørt Dangerdoom pladen sindsygt meget og en håndfuld andre numre fra blandt andet Mm.. Food, men udover det, er jeg ikke super meget inde i hele hans univers. Så blandt andet på grund af det, samt brugen for en pause i det travle program og at jeg gerne ville have en god plads til Wu-Tang, så jeg ikke hele koncerten og kan derfor ikke give en 100% fair vurdering af den.

Jeg kan dog sige at det jeg så af koncerten faktisk var udmærket. Det virkede til at Doom havde styr på showet og rappen sad hvor den skulle. Jeg har hørt forskellige meninger om koncerten, så opfattelsen af den, afhænger nok lidt af hvor stor fan man er.

Hvis du har læst min anmeldelse af De La Soul koncerten, så ved du også hvor skuffet jeg var over at Rock Co.Kane Flow ikke blev spillet i sin fulde længde med både De La og Doom og jeg håbede så på, at de ville råde bod på det under Dooms koncert, men her blev jeg endnu en gang skuffet. Doom spillede sit eget vers og så var det hurtigt videre til næste nummer. Øv, endnu en mulighed for at skabe noget unikt blev misset. 

Jeg må springe karakteren over på den her desværre.

Live at Vanguard - Malk de Koijn


Klokken var blevet 19.45 og det var nu blevet tid til det sidste danske navn på programmet, men hvilket navn! Vanguard havde gjort det scoop at få booket Malk de Koijn til at spille deres eneste koncert i år. Der er ingen tvivl om at Malk er et meget sikkert kort at spille. Siden deres comeback i 2009 har de spillet en masse koncerter og jeg havde selv fornøjelsen af at se dem omkring fem gange i den periode. De er meget populære og skuffer næsten aldrig når de spiller live.

Det var bestemt heller ikke tilfældet da de spillede på den store scene. De havde dog kun fem kvarter at spille i, hvilket er en del mindre end hvad de normalt plejer at spille, så der var desværre en del numre som der ikke var blevet plads til i det korte sæt.
Det gjorde dog ikke det store, da det næsten er umuligt at sammensætte et dårligt sæt når man sammensætter numre fra deres tre albums. 
Vi fik derfor en god blanding af nye og gamle numre og alle blev leveret lige som de skulle. Dog med en overvægt af numre fra Toback to the Fromtime. Vi fik blandt andet fornøjelsen af Sneglzilla, Nalk, 5 Øres Ting, BAB Melkon, Klap Din Hoddok, Weekend Kriger, Kosmisk Kaos, Rocstar i den specielle vinylversion og koncerten blev afsluttet med Å Åå Mæoi.
Jeg fik desværre ikke noteret så meget mere fra koncerten, da jeg egentlig hellere bare ville nyde showet og leve mig ind i Langestrandsuniverset sammen med de  9.000 andre mennesker der var tilstede i Søndermarken. Men jeg kan konstatere at det forløb som en Malk koncert nu plejer, så hvis du har set dem bare én gang i løbet af de sidste par år, så ved du nogenlunde hvad der er sket. Og det er bestemt ikke negativt ment. Hvis det ikke er gået i stykker, så er der ikke nogen grund til at fikse det. 

Malk de Koijn er altid værd at se. Det er ligemeget om det er første eller 10. gang man ser dem. De er en unik gruppe på den danske rapscene og har en usædvanlig stærk og stor fanskare og jeg er helt klart én af de mange dedikerede fans.
Jeg kan i hvert fald se dem igen og igen, og selvom deres shows ikke ændrer sig synderligt meget, så er numrene og leveringen af dem af så højt niveau, at man ikke kan andet end en at overgive sig til Blæs, Geolo og Tue.

5/6

Live at Vanguard - Looptroop Rockers

,

Efter koncerten med Pharoahe Monch var det blevet tid til besøg fra svensken. Looptroop Rockers gik på scenen og lagde ud med åbningsnummeret Flimmer fra deres helt nye, svenske album: Mitt hjärta er en bomb.
De er nogle erfarne herrer og de har spillet et utal af koncerter i Danmark. Jeg ville nok bare ønske at jeg havde set dem dengang de bare hed Looptroop. Udover navneskiftet er lyden nemlig også blevet gevaldigt mere poppet og det er vildt ærgerligt, når man tænker på at de virkelig var undergrundsdarlings før i tiden. 
Den "nye" lyd betød derfor også at vi fik gamle numre som Don't Hate the Player og Promoes graffitihyldest These Walls Don't Lie i nye "Rockers" versioner, hvilket jeg personligt synes er vildt ærgerligt. Jeg vil sgu hellere høre originalversionerne.
Vi fik således en god håndfuld numre fra Rockers æraen og det er ikke noget jeg føler helt vildt meget, lige bortset fra On Repeat der blev leveret med et skud ud af den absolut negative art, til vores alle sammens Pia Kjærsgaard. 
Der var dog også plads til nogle af de ældre numre i originalversionerne og især Fort Europa er et sikkert hit blandt publikum. 

Promoe, Supreme, Embee og CosM.I.C. kan dog stadig rocke scener og det var også tilfældet under Fat Cats teltdug. Der blev danset synkrodans i bedste boyband stil, de har en god energi og god kontakt med publikum og det et tydeligt at de har et stærkt tilhørsforhold til Danmark. 
Om det var en god koncert, afhænger nok lidt af om man bedst kan lide Looptroop eller Looptroop Rockers. Jeg hører helt klart til i den første kategori, så derfor var jeg ikke helt oppe at ringe over vores svenske naboer.
Dette var min første Looptroop Rockers koncert, men jeg ville bare ønske at den havde fundet sted for 6 år siden.

3/6

tirsdag den 6. august 2013

Live at Vanguard - De La Soul


Jeg havde glædet mig rigtig meget til at høre De La Soul, men jeg må desværre indrømme at jeg blev ret skuffet over deres optræden og det er der flere grunde til.

Jeg synes efterhånden at den gamle hiphop-leg Call and response er ved at være temmelig ligegyldig. Det skaber godt nok noget kontakt mellem kunstneren og tilskuerne og det fungerer udmærket i små doser, men når man flere gange vælger at stoppe midt i et nummer, for lige at høre om festen er vildest i højre eller venstre side, så bliver jeg hurtigt meget træt. Og når man så tilmed bruger en stor del af den begrænsede spilletid på den slags, så bliver det hele en smule intetsigende. Det blev dog gjort med en oprigtighed og et godt humør og jeg tror bare at det er en del af dem. De er jo nogle old School typer, men det havde dog været alletiders hvis de havde modereret det en hel del.

Der var dog flere gode ting ved koncerten som bestemt er værd at nævne.
De tre gutter har en virkelig god tilstedeværelse på scenen, et højt humør hvor der tydeligvis er plads til fis og ballade, som da Posdnous, med et smil, bad alle fotograferne i fotograven om at tage en lille pause så de kunne nyde koncerten eller da Dave flashede sin runde mave og begyndte at klaske den med et stort veltilfreds smil på læben.
En anden vigtig faktor er, at når man har udgivet albums siden 1989, så er man, i hvert fald i De Las tilfælde, i besiddelse af et utroligt potent bagkatalog. Derfor fik vi en god håndfuld dope klassikere og der blev åbnet med The Grind Date og allerede som andet nummer bragede Oooh ud af højtalerne, til publikums store glæde. Vi fik også gamle numre som Potholes In My Lawn, Me, A rollerskating Jam Named Saturdays og Me Myself and I og nyere numre som All Good? der altid er et sikkert hit, både blandt de hardcore fans og de mere almindelige lyttere.

Og appropos nyere numre, så kommer vi til mit største problem ved koncerten og noget som virkelig pissede mig af.
Efter det regulære sæt, gik De La af scenen og var væk i en fem minutters tid.
Da de kom tilbage, spillede de old School klassikeren Ring Ring (Ha Ha Hey) indtil videre rigtig rigtig fedt. Så bragede den Jake One producerede, fuldstændig hjernedøde produktion til Rock Co.Kane Flow ud over Søndermarken og jeg tænker "Nu sker det. Lige om lidt kommer Doom på scenen og folk går amok" Det var det øjeblik jeg havde ventet på. Første vers bliver fremført og alt er godt. Beatet stopper og det samme gør Dave og Posdnous. Folk ved godt hvad der skal ske nu. Nogle begynder at råbe "DOOOOM" og forventningen blandt de folk der godt ved hvad der nu skal ske, stiger.
Beatet starter igen, første vers bliver rappet igen og bliver stoppet igen. Det er lidt underligt. De starter så forfra én gang til og jeg tænker at nu sker det. Jeg er rykket så tæt på scenen som jeg kan, for nu bliver det vildt. Beatet og rappen stopper dog igen lige efter første vers og De La Soul takker af og forlader scenen til instrumentalen af Gorillaz nummeret Feel Good Inc. (Der i øvrigt også ville have været fedt at høre) 
Hvad skete der lige?
Dét er nok den mest ærgerlige måde at slutte en koncert på, jeg længe har oplevet. At tease så meget med et nummer og muligheden for at se noget unikt for så at smutte af scenen er virkelig latterligt.
Jeg kan forstå hvis der var et eller andet praktisk problem i at få de to acts til at optræde sammen, men jeg kan virkelig ikke se hvad det skulle være. 
Og hvis De La Soul vidste at Doom ikke ville komme på scenen, hvorfor så gøre så meget ud af at opbygge folks forventninger og skabe en stemning, for så at takke af og smutte? 
Det er virkelig noget der trækker seriøst ned i en koncert der i forvejen var en noget blandet affære.
Jeg er lidt i tvivl om den endelige karakter, men synes den er fair. Den ligger dog med en stor pil nedad og havde det ikke været for de mange gode numre der trods alt var, og det smittende humør fra De La Soul, så havde den endt en karakter lavere.

3/6

Live at Vanguard - Pharoahe Monch


Pharoahe Monch var første amerikanske rapper på den store Sun Ra scene. Han havde medbragt DJ Boogie Blind, kendt fra blandt andet the X-ecutioners og sin faste backupsangerinde Mela Machinko der dog først kom ind på scenen, et par numre inde i sættet.
Pharoahe er en hamrende dygtig rapper, både når det kommer til tekster, flow og publikumskontakt og alt dette var også gældende til denne koncert. 

Han har et solidt bagkatalog og der blev spillet en god blanding af nye-, gamle-, album- og opsamlingsnumre. 
Det var især en fornøjelse at høre Agent Orange og Fuck You fremført live og det blev endnu bedre da My Life fra Rawkus albummet Soundbombing III blev spillet. Især fordi Mela Machinko her virkelig kom til sin ret. Alle der har set Pharoahe live før, ved at hun er en virkelig dygtig sangerinde og på dette nummer leverede hun omkvædet med så meget energi og karisma, at det virkelig tog showet op til et nyt niveau. Vi fik heldigvis også fornøjelsen af et af mine All-time favoritnumre Oh No og også her var Mela med til at gøre det endnu federe, nu hvor hverken Yasiin Bey eller Nate Dogg (RIP) kunne være med. Push og Desire fra 2007 albummet Desire var også med til at øge stemningen blandt de mere hardcore fans blandt publikum. 
DJ'en er stadig en vigtig del af en rapkoncert, og det fik DJ Boogie Blind lov til at vise hvorfor. Da han viste hvad han kunne på et par pladespillere og han leverede en god gammeldags scratchrutine, der tilmed var rigtig fed, hvilket er noget som jeg er en totalt sucker for. Det er altid godt at blive bakket op af en dygtig DJ og sådan en scratchrutine skaber, efter min mening, rigtig god variation under en koncert. 
Pharoahe er desuden kendt for at være en politisk rapper og det kom blandt andet til udtryk inden nummeret Clap (One Day) som han dedikerede til Trayvon Martin, den 17 årige dreng der blev myrdet, hvilket igen har gjort at debatten om raceulighed er blusset op i USA. 
Der blev også spillet et nyt nummer fra Pharoahes nye album, kaldet P.T.S.D (Post Traumatic Stress Disorder) der gerne skulle komme ud senere på året. Det lød til at være klassisk Pharoahe Monch og det er fedt at se at hans udgivelsesfrekvens er begyndt at stige lidt. 
Koncerten blev naturligvis rundet af med überbangeren Simon Says og jeg tror at det var det som mange var kommet for at høre. Det var i hvert fald noget der kunne få folk til live lidt op, da der ellers ikke havde været vildt gang i crowden indtil da. Men jeg tror mere at det skyldes at størstedelen af publikum måske ikke kender hans materiale, for Pharoahe gjorde det virkelig godt.

Det var et rutineret show uden de store overraskelser men det er altid en fornøjelse at se Pharoahe Monch live, også selvom man har set ham et par gange.

4/6

Live at Vanguard - Marvelous Mosell


Som en forlængelse af Ponyblod koncerten var det blevet tid til at, den nok mest hypede danske rapper længe, Marvelous Mosell skulle optræde. 
Der er ingen tvivl om at denne koncert, måske bortset lige fra Wu-Tang Clan, var en af mest ventede koncerter på lørdagens program. Både Politiken og Information havde dagen inden, bragt artikler om ham og de andre kunstnere blev blot nævnt i en sidebemærkning. Det viser tydeligt hvor vigtigt det er at have P3 i ryggen, hvis man gerne vil nå ud til et bredt publikum. 
Det var desuden første gang at et større publikum fik muligheden for at opleve Mosell live, da han indtil da, primært havde spillet på små spillesteder som Rust på Nørrebro.
Det store spørgsmål var så om hvorvidt Mr. Marvelous kunne leve op til denne kolosale hype og om de diskosamplede beats og nostalgiske og humoristiske tekster kunne nå ud over scenekanten. 

Lidt efter Ponyblod var gået af scenen, hoppede Tue Track endnu engang op bag pladespillerne, da han også skulle fungere som DJ for Mosell. Det er ikke den værste DJ at have i ryggen. 
Derefter entrerede Marvelous Mosell scenen iført omvendt sixpence, lige dele åbenstående og farverig skjorte, der ville gøre de fleste mandlige grækere misundelige, satinbukser, souvenir plastiksolbriller lige ud af New York City og naturligvis den obligatoriske kæde der selvfølgelig er et kasettebånd med Mosell skrevet i graffiti på. 

Der blev lagt ud med et helt nyt nummer, nemlig Marvelous Mosell Radio til at varme folk op med og det virkede til at folk var nede med det.
Efter det nye nummer var det tid til Dansk Ninja Turtle Rap hvor Mosell fortæller os at Turtles var en hel del mere hiphop end hvad man lige gik og troede. Derefter var det tid til Catastrofical Ravage der er storytelling på højeste plan og selvom det er et langt nummer, havde man ingen problemer med at fastholde interessen.
Teltet var totalt proppet og folk stod i en stor ring uden for teltet. Der er ingen tvivl om Mosell har en helt særlig tiltrækningskraft på Vanguard publikummet og det var sikkert en god blanding af fans og folk der lige skulle se hvem ham 80'er dude fra P3 var.
Vi fik også det ret nye nummer Jeg Tænker På Dig der sampler den nyligt afdøde George Duke og crack fortællingen Robin Rubin Solgte Crack-kokain.
Nu var det så blevet tid til endnu et nyt nummer: Den Bedste Danser, med et helt oplagt sample fra klassikeren He's the Greatest Dancer af Sister Sledge, som tidligere blandt andet også er samplet af Will Smith og Tony Touch. Her var der tale om et helt genialt sample at bruge. Lyden var i fin tråd med Mosells tidligere numre og minsandten om han ikke lever op til originalens navn. Manden har de vildeste moves og det er virkelig noget der smitter af på publikum, der ikke holdt sig tilbage for at danse med.
Koncerten blev rundet af med Mosells største hit Jeg Var Blevet Syg og så var der dømt fællessang under teltdugen. 

Det er meget tydeligt at publikum er begejstrede for Mosells stil og der er ingen tvivl om at han har bestået sin første store koncert. Jeg kunne dog godt lige have brugt at høre Fernet Inferno og Stopmotion, men taget den korte spilletid i betragtning, er det i orden.
Mosells unikke stil og fremtræden er en fornøjelse at opleve live og hans humør og udstråling på scenen er mere smittende end den crack-kokain som Robin Rubin pushede på Frederiksberg tilbage i 1983.
Der har været meget snak om hvorvidt Mosell var et gimmick og om det holdt i længden. Jeg synes at Mosell her har bevist at han er en solid og dygtig rapper, der bestemt har en stor og unik plads på den danske scene.

5/6

mandag den 5. august 2013

Live at Vanguard - Ponyblod


Tue Track og Khal Allan havde fornøjelsen af at åbne lørdagens hiphopbal på Vanguard Festival. Selvom de var det første act, var teltscenen allerede godt fyldt af forventningsfulde rapfans der så frem til en lang dag med ikke mindre end ni koncerter, hvor alle på nær én bestod af rap. 

På trods af at være en ny grupe med et endnu nyere debutalbum, virkede det til at publikum tog godt imod dem. Albummet har fået en særdeles god modtagelse af både fans og anmeldere og det er med god grund, da det efter min mening er en af årets bedste udgivelser.
Der blev spillet en god del af numrene fra deres album hvor "Med måde" i kraft af at være førstesinglen og en af de bedste numre på pladen, var et naturligt højdepunkt og det var helt klart også det nummer som folk rykkede mest på.

Khal Allan var i front mens Tue Track var placeret bag de to hjul af stål. Da Track ikke rapper på ret mange af numrene var der derfor plads til at smide til scratch ind i livesættet og især Dårlig Kode og Transformér fik tilføjet nogle rigtig lækre cuts. 
Tue Track kom dog i front på den lille håndfuld numre hvor han har et vers på, hvilket han blandt andet har på Kra Kra, hvor Eagger fra Eaggerstunn og Bikstok Røgsystem gæstede showet. Gæster tilføjer altid et liveshow lidt ekstra og det var heller ikke undtagelsen denne gang. Eagger er super scenevant og giver den altid gas, så det er altid en fornøjelse at opleve ham.
Et andet højdepunkt kom under Ornitolog (mit personlige favoritnummer på pladen) der med sit herlige mashup af Enrico Morricone og DJ Muggs er en banger uden lige og som også fungerer rigtig godt, live. 

Hvis man skal nævne noget der fungerede mindre godt, kan man sige, at Khal Allan ikke den allermest spændende rapper at opleve live. Men hvad man så mangler i sceneshow har han så til gengæld i teknik. Det er tydeligt at han er mere teknisk fokuseret og det er, efter min mening, også en fornøjelse at høre på. 

Alt i alt synes jeg at Ponyblod leverede et solidt show på trods af at det kan være svært af få publikum med når man som det første act allerede går på 13.45. Og med de forholdsvis få koncerter som de indtil videre har spillet sammen, er der stadig plads til forbedringer. 

4/6

Vanguard Festival 2013 - Opsummering + billedgalleri

Så er verdens allerførste Vanguard Festival, slut og jeg kan allerede røbe nu, at det var en stor succes. Faktisk så stor, at det allerede er besluttet at der også kommer til at være festival i Søndermarken de næste fem år. Det er da en fantastisk nyhed!

Jeg må dog indrømme at jeg havde taget munden for fuld, da jeg havde planlagt at anmelde alle lørdagens koncerter. Jeg havde, i min naivitet, troet at det ikke var noget problem at anmelde, snakke med folk, drikke lidt øl og få noget at spise i 10 timer, uden at misse noget. Det forløb naturligvis ikke sådan, så derfor er Nicole Willis koncerten slet ikke blevet anmeldt (brugte til gengæld den koncert på at få en ret så velsmagende gourmet hotdog) og et par af de andre koncerter er nok ikke så uddybende som jeg gerne ville have dem til at være, men sådan er det jo nogle gange.

Jeg har dog haft en kanon god festival og jeg synes at afviklingen forløb rigtig fint, men det virkede dog som om der var en del flere mennesker om lørdagen, hvilket dermed også resulterede i længere kø til mad- og ølboderne, men det er jo hvad man kan forvente.
Koncerterne startede (for det meste) til tiden, lyden var overraskende god, men dog ikke ligeså god som den stemning der var på pladsen. Folk var i højt humør og det var super fedt at se at de fleste aldersgrupper var repræsenteret på pladsen. Jeg oplevede blandt en cypher med fire små børn der stod og dansede og råbte med, under De La Soul koncerten. Den var sgu ikke gået på Roskilde. 

Der var dog ét punkt som jeg var ret utilfreds med når det kommer til samspillet (eller manglen på samme) mellem kunstnerne, men det kommer jeg nærmere ind på i de individuelle anmeldelser, der gerne skal komme op i løbet af de næste par dage.

Med hensyn til bookingerne, så synes jeg at de har været velvalgte. Der er lagt vægt på, at alle de optrædene (med undtagelse af Mosell) er erfarne kunstnere der har optrådt et utal af gange. Det gør at musikprofilen kan virke lidt tilbageskuende, men sålænge det er den her slags kunstnere der bliver booket, ser jeg absolut ikke noget problem med det. 
Men dermed ikke sagt at det ville være en skandale hvis Vanguard til næste år, bookede nogle lidt mere alternative navne. Her tænker jeg blandt andet at kunstnere som Tudsegammelt, Pede B, Atmosphere, Brother Ali, Doomtree, IAM og Run the Jewels kunne være rigtig spændende at se.

Tak for denne gang, Vanguard.
Jeg håber vi ses til næste år.
Og som den gode konferencier, PTA sagde det:

"Tillykke med festivalen. Ses til hiphop!"

Her kommer et par billeder fra lørdagens koncerter.
Og som sagt så kommer der anmeldelser op af alle hiphop koncerterne, i løbet af de næste par dage.