søndag den 15. juni 2014

Anmeldelse: Ordet På Gaden: Stærkt


Det er under et halvt år siden siden, at Ordet På Gaden: Genfødt kom på gaden og brød en lang periode i dansk rap hvor der ikke havde været en ordentlig kompilation, der kunne vise hvad dansk rap havde at byde på.  
Genfødt havde en meget bred spændvidde hvad angik rappere og strømninger inden for dansk rap, hvilket resulterede i meget blandet modtagelse fra både fans og kritikere. Jeg var én af dem der syntes, at der var alt for mange middelmådige rappere der fik taletid, men at der dog var en håndfuld virkelig stærke numre at finde på pladen, der trak det overordnede indtryk gevaldigt op. 

Nu er del to i trilogien så klar, i form af Ordet På Gaden: Stærkt, der endnu engang har til formål at vise hvad dansk rap kan, her i 2014. Spørgsmålet er så bare, om der igen er tale om en plade hvor man skal igennem alt for mange fyldnumre før man finder de numre som virkelig skinner igennem, eller om der er tale om en mere helstøbt og sammenhængende kompilation denne gang. 


Efter et hurtigt kig på tracklisten, ser man at der færre indvandrer-rappere end hvad tilfældet var på den første udgivelse og efter man har lyttet pladen igennem kan man høre, at fokus er blevet vendt. Gaderappen blev fremhævet på Genfødt og på Stærkt er der mere fokus på andre strømninger i dansk rap.    

Det er allerede tydeligt fra første skæring, hvor gadeballet åbnes med en funky, men desværre lidt for kort intro fra Marvelous Mosell. Han er én af de mest originale rappere vi har her i landet, så det er lidt ærgerligt at han ikke får mere spilletid, da han som sædvanlig har både humoren og leveringen med sig.   

Nixen står for det første regulære nummer på pladen og han er den første ud af en håndfuld rappere, der går igen fra Genfødt. Der er ingen tvivl om at Nixen er en af de nye store talenter i dansk rap og det er tydeligt at Spol Op, der der manden bag Ordet På Gaden, gør alt hvad han kan for at hype det unge talent. Det er helt fortjent, for han er hamrende dygtig og han er tight som sædvanlig på dette nummer, som han endda selv har produceret. Men det kan dog ikke helt måle sig med “Er Du Dum” fra Genfødt, der havde lidt mere charme. 

Som nævnt byder kompilationen på en del gengangere fra Genfødt, og kendetegnet ved dem, er at de fleste stod for nogle af de bedste numre på den første plade og det samme er netop tilfældet på Stærkt.  

En af dem er Just, der har meget at leve op til. Sammen med Loke Deph og Esben var han med på nummeret “Nok Ik’ I Dag”, der stod tilbage som det stærkeste nummer på Genfødt og nok også det stærkeste nummer i år. Just gør dog rigtig god figur på solonummeret “ManKanLæreFolkMeget”. Han har udviklet sig meget siden han kaldte sig selv HR og han kan uden problemer bære et helt nummer alene. Desuden har han fornøjelsen af at rappe over et ualmindelig dope beat. Det første man hører på nummeret, er en stemme der siger 808 og hvis man kan huske 808 Playtime, så ved man godt hvem der står bag knapperne, det er nemlig ingen ringere end Troo.l.s. der bidrager med to helt eminente produktioner til pladen. Mere om det andet nummer senere.  

Resten af drengene fra “Nok Ik’ I Dag” er også at finde på pladen og endnu engang står de for et af højdepunkterne. Kaputs univers er så langt fra hvad man normalt hører i dansk hiphop. Produktionerne er et sammensurium af skarpe trommer, jazzede blæsere, store synthflader og mærkværdige vokalsamples. Tekstuniverset er dystert og mørkt uden det bliver melankolsk og alt dette gør at de har et virkelig godt kort på hånden. Man lytter efter når de rapper og som altid er Loke Deph værd at fremhæve. Der er ingen andre der lyder som ham og han rapper som om han aldrig har lavet andet. Kom nu med den soloplade!     
  
Af andre gengangere er Semphiz (fra Sigma) på nummeret “Bevogt Din Grill”, helt klart værd at fremhæve. Semphiz er endnu engang helt fremme i skoene og leverer tight flow og dope linjer, der er en ren fornøjelse at høre på.  

Intensiv MC var også med på Genfødt med sin makker Lord Siva, der tilsammen udgør gruppen ForsvundenSammenhæng. Han optræder dog også solo på det her nummer, og det er helt ok med mig, da jeg synes at han er den mest interessante af de to. Over et laidback og jazzet beat fra DJ Eazy gør Intensiv MC sin ting og er lidt mere chillet end han plejer. Et godt nummer, men ikke hans stærkeste. 

Nota Bene er gået den modsatte vej, og har taget resten af Dialekten plus Trepac fra M-Cnatet med på nummeret “Velkommen Hjem”. Echo Out er næsten altid garanti for klassisk dope hiphop, og er man til det, bliver man ikke bestemt ikke skuffet. Drengene beviser hvorfor de stadig er relevante i dansk rap og hvorfor Dialekten de sidste to år har stået for årets udgivelse her på bloggen.  

Vestegnsdrengene fra Kaliber sætter også deres aftryk på pladen, med et solonummer fra DB King, et nummer med det gamle Klyng ‘Em Op medlem Tjes Boogie og i alt tre produktioner fra Face It. Især “Superstar” med en veloplagt Tjes Boogie er en solid westcoast-banger og det minder mig lidt om noget klassisk Westside Connection. Det er virkelig dope, og det skal nok få god rotation hos folk rundt omkring i landet.

Af de nye kunstnere der gør det bedst, er Aarhus-gruppen Manus Nigra med Ham den Lange i front et oplagt bud. Det klæder Lange når han viser sin mere reflekterende side og hele gruppen lyd er spændende og anderledes end hvad der ellers er på pladen. Med de numre de indtil videre har udgivet, er de 100% en gruppe der er værd at holde øje med. 

Pladens måske bedste nummer står en anden Aarhus kunstner for. 
Marwan har med sit selvbetitlede tredje album udgivet én af de bedste plader  i år, og han fortsætter de gode takter på Stærkt.
Marwan er blevet velsignet med det andet Troo.l.s beat på pladen, og her er der tale om end rigtig ond sag, og uden tvivl det bedst producerede nummer på pladen.
Her er der tale om en klassisk westcoast-sag der lyder som en opdateret version af Dr. Dre’s "Puppet Master”. Et lækkert piano-loop og en klassisk Troo.l.s. lyd gør at det her nummer er en sikker vinder. Det er dog lidt synd, at at det kun varer lige under 3 minutter, da man slet ikke har fået nok da det slutter. Nummeret oser af Tabu, idet Jeppe Rapp ligger omkvæd på nummeret, hvilket han gør perfekt, så det lige giver det ekstra lille krydderi der får det hele til at gå op i en højere enhed. 

Pladen lider dog desværre af samme problem som Genfødt gjorde. De ligegyldige numre fylder nemlig nemlig også en hel del her. Det er blandt andet rappere som Keis Khatib, 4Pro, Cas, Frost, MarcieFresh og gruppen Grand Danois der hurtigt bliver skippet. De gør det alle sammen ok og det generelle bundniveau er højere end på Genfødt, men det er bare ikke noget der gør noget særligt væsen af sig, eller rører noget som helst i mig.  

Man må endnu engang tage hatten af for Spol Op og resten af holdet bag Ordet På Gaden. Det er et imponerende stykke arbejde de endnu engang har foretaget og de har endnu engang formået at vise et bredt udvalg af hvad dansk rap har at byde på. Men pladens styrke er desværre også dens svaghed og med 21 numre der går i meget forskellige retninger, bliver det en meget blandet fornøjelse at lytte på.
Ser man på pladens berettigelse som en kompilation der skal vise de forskellige strømninger i dansk rap, så er det en glimrende plade, da den netop formår at vise hvad dansk rap kan, således at man selv kan danne sig et overblik over hvilken stil man mest er til. 
Men for mit vedkommende er det cirka halvdelen af pladen der er værd at lytte på og resten af numrene kommer jeg aldrig nogensinde til at høre igen. Dog er de gode numre på pladen også virkelig gode og man kan godt mærke at de kunstnere der virkelig skinner igennem på pladen, har taget det seriøst og har leveret deres bedste. 

Man kan også kritisere at ni af de kunstnere der medvirker på pladen også var med på Genfødt. Det ville klæde pladen at have 100% nye kunstnere på, da det ville give et bredere indblik i scenen, men når nu de fleste af dem står for de bedste skæringer på pladen, er det svært at hade på det. 

Uanset hvad, så synes jeg helt sikkert at man skal tjekke pladen, for ligemeget hvilken strømning af dansk rap man er til, hvad enten man er til de hardcore gadefortællinger, de klassiske hiphopdyder eller den nye 90’er lyd med masser af attitude, så er der noget for alle. 

Ligemeget hvad, så glæder jeg mig i hvert fald allerede til at tjekke trejde og sidste del af Ordet På Gaden trilogien der udkommer i midten af juli. 

Ordet På Gaden: Genfødt udkommer den 16. juni

3/6

Ingen kommentarer:

Send en kommentar