mandag den 28. december 2015

Det bedste danske rap fra 2015



2015  er efterhånden ved at være et overstået kapitel, og det er som betyder naturligvis at det er tid til at samle op på årets musikalske højdepunkter. 2015 har været præget af mange stærke udgivelser fra allerede etablerede kunstnere, der i år har formået at levere noget af deres stærkeste materiale overhovedet. 
Enough with that intro shit. Let's get straight to it!





10. Fede Poul - I Centeret 
Fede Poul aka. Khal Allan har alle dage stået for det mere hemmelige og skæve hiphop i Danmark, og det er bestemt ikke en undtagelse på denne udgivelse. der kun er fysisk udgivet på kassettebånd. Udgivelsen emmer af kreativitet, skæve produktioner, legesyge og indeholder features fra en lang række rappere, hvor jeg simpelthen er nødt til at fremhæve Tegnedrengen fra Rent Mel. Det er alt for lidt man hører fra ham i disse dage.
Har du ikke hørt Fede Pouls tur i centeret, kan du gøre det lige her.

9. Xtra Naan - Xtra Naan
Efter flere års rumstering på Soundcloud, blev 2015 endelig året hvor Peder og Simon fra Gramsespektrum samt Tue Track havde samlet numre nok til en decideret udgivelse. Det resulterede i et lækkert naanbrød med en håndfuld stærke skæringer hvor man blandt andet møder fantastiske anti-hiphopstereotyper som Bøssemanden på "Smuglerne" og får Xtra Naans svenske fortolkning af det klassiske "nummer-til-homie-i-spjældet" på "Kære Kalle".
Pladen er både uhyre velproduceret og proppet med geniale tekster og selvopfundne karakterer som kun de kan gøre det.

8. Jooks - Dyr
Der skulle gå fem år fra debuten til efterfølgeren "Dyr" fra Jooks. Et album der var tæt på aldrig at se dagens lys, da Jooks rent faktisk havde lagt musikken på hylden. Han kom heldigvis på bedre tanker, og det kom der dette album ud af, for selvom "Dyr" til tider er et lidt for overproduceret album, med et par overflødige og mindre interessante numre, så indholder det også et par genistreger der viser at Jooks stadigvæk er én af de mest markante og interessante rappere på den danske scene.

7. Echo Out - Spytbakken 6
Efter at Echo Out udgav de fem første Spytbakken compilations blev der stille omkring de ellers så populære udgivelser. I al hemmelighed gik bagmændende og bryggede på vol. 6, der nu står som den mest helstøbte udgivelse i serien. Skiven er proppet med stærke numre fra både Echo Out medlemmer og rappere fra andre crews. Højdepunkterne står blandt andet Nota Bene (Hva' sker der med solopladen?), Marki Snøre, Natkat og Lars Virkli & Loke Deph for.

6. Boone & Trepac - De Forkerte Spor
Trepac har længe været en af mine favoritrappere i Danmark. Efter to soloalbum slog han sig sammen med produceren Boone fra Kaput og det kom der albummet "De forkerte Spor" ud af. Her leverer både Trepac og Boone A-game og pladen emmer af tunge beats og skarpe rim der burde kunne tilfredsstille enhver backpacker.

5. Kejser A - Færdig
2015 blev også året hvor Kejser A endelig debuterede som solokunstner med en EP på fem tracks. Der er tale om en håndfuld gamle numre der alle er indspillet i perioden 2011-2012. Man kan mærke at numrene er gennemarbejdede og som lytter fornemmer man Kejser A's perfektionisme i sine tekster. EP'ens højdepunkt er uden tvivl den meget omtalte "Lukas" - et 13 minutters langt nummer der tager storytelling til nye højder.  

4. Mund de Carlo - Ordene Først
Hvis jeg skulle nævne én rapper der for alvor har gjort indtryk på mig i det forgangne år, må det uden tvivl være Mund de Carlo. I forlængelse af nummeret "Hit Med Den", besluttede rapperen sig for at lave et helt album hvor han lod ordene stå først. Det resulterede i en mesterlig udgivelse pakket til randen med ordspil, vanvittigt originale rim samt danmarks bedste flow og rimstruktur. Pladen bliver enddog rundet af med den meget rørende "Fra ord til handling", der endnu engang viser at Mund de Carlo, udover at være en rapper med et meget teknisk højt niveau, samtidig er en person der tager stilling til sin omverden.

3. Manus Nigra - Blind Vej
For mig står Manus Nigras debut som en af de mest nyskabende debuter i nyere tid. Produceren Swab formår via sine produktioner at skabe et unikt og helstøbt triphop-inspireret univers som danner rammen for Ham Den Langes samfundskritiske rap og Föniks' smukke vokal. Det er derfor den største fornøjelse, at forsvinde ind i Manus Nigras dybt originale og unikke debut.
Du kan læse hele anmeldelsen af albummet her.

2. Pede B - Byggesten
Hvad kan jeg snart sige om Pede B, som jeg ikke allerede har sagt? Han spytter plader ud i et respektindgydende tempo, samtidig med at han formår at holde et imponerende højt niveau. På "Byggesten" har han således formået at lave karrierens bedste album, der indeholder tunge bangers, dybt personlige numre og nok det tætteste Pede B er kommet på et decideret hit, i form af "Danser Ikk". Pladen giver indblik i en af dansk raps mest interessante rappere, der bliver ved med at være vedkommende. Det skyldes at han ikke er til fals for tidens tendenser, men derimod holder fast i sit eget udtryk og forstår at forfine det, for hver udgivelse han sender på gaden.
Du kan læse hele anmeldelsen af albummet her.

1. Kasper Spez - Logi
Efter en periode der har virket som en evighed, udgav Kasper Spez endelig sit andet album i år, og hvilken plade! Mine forventninger til albummet var tårnhøje, men de blev i den grad indfriet. "Logi" viser en unik rapper der går sine egne veje, og afviger fra stort set alle klicheer der er at finde i dansk rap. Albummet kræver uden tvivl en hvis fordybelse fra lytterens side, men giver man det tid til at krybe ind under huden, bliver man belønnet med en meget smukt plade, der lader dig komme med når Kasper fortæller historier, som kun han kan. Produktionerne er desuden aldrig hørt bedre fra Es' hånd og Peders to bidrag til pladen har skabt nogle af de mest stemningsfulde numre jeg længe har hørt.
Det er  langt fra en plade man sætter på inden man skal i byen, men derimod er den ganske ideel til tømmermændene dagen derpå.
Du kan læse hele anmeldelsen af albummet her.



10. Asbetose ft. Kværn og Carl Knast - Du Må Se På
Super tungt beat og fængende vers har givet et virkelig originalt nummer, som jeg ikke har kunnet slippe igen.

9. Sphaeren - Dansk Rap
Jeg er vild med den her slags retrospektive tracks. Sphaeren ser tilbage på deres karriere på fornem vis over et lækkert beat fra Dejen.

8. Xtra Naan - Malk Mig
Tungt beat af Peder og Rune Rask samt fantastisk morsom tekst. Videoen er i øvrigt årets bedste!

7. Boone & Trepac - Ubalanceret
Pac svinger skalpellen for at komme ud af balance, fordi folk med styr på deres liv laver kedelig musik.

6. Manus Nigra ft. Marki Snøre - Den Anden Vej 
Et helt fantstisk samfundskritisk nummer der desuden viser hvorfor Marki Snøre er en rapper man virkelig skal holde øje med.

5. Pede B - Kunstpause
Selvom "Byggesten" er proppet med stærke numre personlige historier, blev det alligevel den her banger der står tilbage som det bedste fra Pede B i år.

4. Benal ft. Katinka - Sprog
Et næsten helt nyt nummer fra Benal, der allerede nu står som et af duoens allerbedste. Jeg kan ikke vente til debutalbummet udkommer i starten af det nye år.

3. Kejser A - Lukas
Et af de mest omtalte numre i år. Jeg kan kun sige én ting: få fat i vinylen og forbered dig på en fantastisk rørende rejse.

2. Kasper Spez - Drivtømmer
Kasper Spez og Peder er en ualmindelig smuk kombination. Åbningsnummret fra "Logi" viser at Spez stadigvæk er den mest originale rapper i landet.

1. Mund de Carlo - Flyver
Hvis du ikke taber kæben over det her nummer, så bliver jeg overrasket. Jeg har aldrig hørt så veludført rap på dansk før. Jeg er hamrende imponeret over alt på det er nummer. Først og fremmest flowet, der måske er det bedst indspillede jeg har hørt på dansk, samt tekst og ordspil er så imponerende at det tangerer Per V når han er skarpest. 2015 har i den grad været Mund de Carlos år, og jeg er meget spændt på at se hvad det nye år vil bringe for ham.


Hvad med 2016?

Indtil videre kan man allerede glæde sig til den 29. januar, hvor Benal (endelig!) udgiver deres debutalbum, kaldet "Nu". Jeg har på fornemmelsen, at det allerede bliver en tidlig contender til årets udgivelse 2016.
Pede B udgiver ligeledes sit nye konceptalbum kaldet "Gin & Cocio" der byder på én sammenhængende historie. Den ser jeg virkelig frem til!

Mon ikke at 2016 kommer til at byde på masser af overraskelser fra både nye og gamle ansigter? Jeg er i hvert fald klar til endnu et stærkt år for dansk rap, der uden tvivl lever i bedste velgående for tiden!

Vi ses i 2016 - Peace fra DGN

mandag den 21. december 2015

Mund de Carlo ude med tidlig juletalegave


I foråret udgav Mund de Carlo sit indtil videre stærkeste værk, i form af albummet "Ordene Først", der for alvor viste hvad Struglaz-rapperen havde at byde på.

Nu er han ude med en tidlig i julegave, i form af et over seks minutter langt nummer helt uden omkvæd, men derimod proppet med det der efterhånden er blevet Mund de Carlos varemærker: Intelligente ordspil, skarpe og samfundkritiske pointer, et imponerende flow og en uovertruffen teknisk stil, som de færreste i Danmark kan hamle op med.

Nummeret hedder "Rap Godt" og trækker, både stilmæssigt og i titlen, tydelig inspiration fra Eminems "Rap God". Her kan du høre Mund de Carlo over et et solidt beat fra Genius og Hanak, hvor der blandt andet bliver namedroppet fra Casper & Mandrilaftalen. Det giver altid bonuspoint hos mig!

Som sædvanlig kræver Mund de Carlos numre, at man tager sig tid til at lytte til teksten, så jeg synes du skal spidse ører, læne dig tilbage og nyde nummeret herunder.


lørdag den 5. december 2015

Pede B annoncerer nyt album


Det er efterhånden lidt af en kliché at sige at Pede B er en af de mest produktive kunstere på den danske rapscene, men nu er det blevet annonceret at hans og DJ Noizes femte fælles projekt, der har fået titlen "Gin & Cocio" udkommer den 18. marts 2016. Det er lidt over et år efter sidste album udkom.

Hvis man har lyttet til "Byggesten", så ved man også at det var en yderst personlig plade, så denne gang har Pede B vendt bøtten 180 grader og har lavet et såkaldt konceptalbum.
Pladen bliver, i bedste "Verdens Længste Rap" stil, nemlig een sammenhængende historie over 13 skæringer, der kredser sig om hovedpersonen William og hans oplevelser over en enkelt weekend.

Hvis vi kender Pede B ret, så skal det nok blive en begivenhedsrig weekend for vores hovedperson, og ikke bare en håndfuldt numre der handler om at handle ind, spille Playstation og sove længe.

Jeg glæder mig i hvert fald rigtig meget til at høre hvad det nye album byder på, og om Pede kan fortsætte den opadgående kvalitetskurve der har været tilfældet gemmen de sidste par udgivelser.

Hør selv her hvad Pede B og DJ Nozie har at sige om det kommende album:




Releasekoncerten foregår i Pumpehuset den 2. april og billetter kan købes lige her, og hvis det går som det plejer til Pedes releasekoncerter, så skal man nok være hurtigt ude for at sikre sig en billet.
Albummet kan i øvrigt også forudbestilles hos Run For Cover


fredag den 4. december 2015

Benal - Nu med Badesalt og releasedato



Tilbage i oktober var jeg til en af de bedste koncerter jeg længe har været til. Scenen var lille VEGA på Vesterbro. En forholdsvis lille scene, som uden tvivl er den slags som Benal gør sig allerbedst på.

Koncerten fungerede som en optakt til duoens debutalbum "Nu", som ingen helt vidste hvornår udkom. Nogen sagde "det kommer om et par dage" og vi andre håbede det var sandt. Især efter koncertens afslutning, hvor det stod yderst klart, at man virkelig havde noget at se frem til. De nye numre fra "Nu" var af den højeste kaliber man havde hørt fra Benal, og det siger ikke så lidt, når man ser tilbage på de tre EP'er de indtil videre havde udgivet.

Efter koncerten blev der dog stille omkring duoen, og jeg har været mere end usandsynligt utålmodig omkring releasedagen for albummet.

Indtil nu, for i dag er der blevet løftet sløret for første single samt en releasedato for albummet.
Singlen hedder "Badesalt" og kan høres nederst i indlægget. Har man fulgt Benal fra før deres første EP, vil man højst sandsynligt kendkende flere elementer fra nummeret "Elvis", der er blevet genbrugt på det nye nummer. Om nummeret er er lige så sindsygt som badesalt? Det er der vist ikke nogen tvivl om!

Albummet udkommer den 29. januar og indeholder 14 helt nye skæringer der tager os dybere ned i Benals facinerende univers af voksen elektronisk hiphop.
Denne gang får man desuden den udsøgte fornøjelse af at opleve en håndfuld gæster, der blandt andet tæller Suspekt, Loke Deph, Semphis og Nixen.

Så er der kun tilbage at vente på at nu bliver den 29. januar, så man endelig kan høre albummet i sin fulde længde.

Albummet kan desuden forudbestilles hos Run For Cover.