fredag den 30. september 2016

Loke Deph & Esben ude med Weekendmixtape vol. 4



Weekenden står for døren og hvilken bedre måde at fejre det på, end udgivelsen af "Weekendmixtape vol. 4: Ydmyg". Det nyeste skud på stammen i Loke Deph og Esbens mixtapeserie. Serien er en fælles legeplads, hvor de to rappere giver deres bud på rap anno 2016, med krøllet undergrundshiphop i deres eget unikke univers.
Mixtapet er ni numre dyb og bliver blandt andet gæstet af Just, Boone og DJ FMD på pladespillerne. Der er kort sagt tale om knap 24 minutters rendyrket rapmusik fra to af de mest interessante rappere vi har her i landet.

Vol. 4 har netop ramt nettet og kan høres på Soundcloud eller lige herunder:

Har du ikke hørt de foregående, højst anbefalelsesværdige udgivelser, kan de høres her:

Vol. 1: Fuglealderen
Vol. 2: Hotdogs
Vol. 3: Parnasset


torsdag den 29. september 2016

Anmeldelse: Torden & Lynild - Sky til Jord



Så er det atter blevet tid til en ny udgivelse fra Echo Out-rapperen, Trepac.
Siden sin tid i M-Cnatet, og den efterfølgende solokarriere med adskillige udgivelser under vesten, har Trepac gang på gang demonstrereret, hvorfor han er en af de mest interessante rappere, vi har herhjemme. Han er kendt for at være den følelsesladede mand, der bærer hjertet udenpå tøjet. Samtidig med det, er han en af de skarpeste og mest tekniske punchlinerappere, jeg længe har hørt.

Det nye album er et såkaldt ”rapper/producer”-album. Trepac er rapperen og Melancolia er produceren. Derfor er der ikke tale om et Trepac-soloalbum, men derimod om et fælles projekt. Af samme grund har duoen valgt at taget navnet ”Torden & Lynild”. Samarbejdet mellem de to herrer er ikke en ny konstellation, da Melancolia stod for flere numre på Trepacs tidligere udgivelser ”Fatamorgana” og ”Nye Toner”. De to var så tilfredse med samarbejdet, at de besluttede sig for at lave et helt album sammen.

Man kan ikke kalde pladen for en helt ny udgivelse. Albummet blev nemlig indspillet i perioden 2012-2014, men har indtil nu ligget i de digitale skrivebordsskuffer i Nordvest hos Echo Out. Men nu er tiden heldigvis blevet moden til, at ”Sky til Jord” kan ramme gaden.


Udadskuende indignation


Både når Trepac giver den som beskidt rådden rimer og når han byder indenfor i rodebutikken, har han mere at byde på end de fleste andre danske rappere. Det gør sig også gældende på denne udgivelse. Dogmet har været, at der ikke måtte siges ”jeg” noget sted på de 13 numre, der udgør albummet. Dette står i direkte modsætning til det univers, vi hørte på Trepacs debutalbum ”Fatamorgana” fra 2011, der netop var meget indadvendt. På ”Sky til Jord” er blikket vendt udad mod omverden i stedet.

Pladens tematik kredser om tunge emner som menneskets eksistens samt ulighed, uretfærdighed og samfundskriser. Især samfundets top står for skud, hvilket man virkelig fornemmer på numre som ”CEO” og ”Troja”. Her retter Trepac en skarp kritik og en tydelig indignation over direktører og andre høje herrer i samfundet.

”Sky til Jord” tager Trepac sin lyrik til et nyt niveau. Der er mere fokus på abstrakte tekster, og jeg kan garantere for, at der er masser af interessant lyrik at dykke ned i. Man kan, som sædvanlig fristes man til at sige, heller ikke sætte en finger på Trepacs levering. Det samme kan man sige om hans flow, der er et af de mest sikre på dansk jord. Tag bare et lyt til ”Himlen Falder”, hvor et tight flow og en jævn strøm af trestavelsesrim bliver leveret i overlegen stil. Er man til klassisk metaforleg, så finder man det på ”Kortslutning”, hvor strøm og lyn bliver endevendt.

Helt genialt bliver det dog på den smukke ”Ledte Efter Noget”, hvor Trepac giver den som en moderne Adam Oehlenschläger, og linjen mellem rap og poesi udtværes på allerfineste vis.


Manisk melankoli


Som tidligere nævnt er det tydeligt, at albummet ikke er ment som en soloplade fra Trepac, men derimod er et fælles projekt, hvor begge medlemmer har haft lige meget at skulle have sagt. Derfor er der flere instrumentale passager i løbet af albummet, ligesom det er løsere opbygget i strukturen, når det kommer til opbygning af vers, omkvæd osv. 
Sky til Jord” er en plade, hvor produceren ikke ender som manden i baggrunden. Derfor er det Melancolia, der får størstedelen af taletiden på numrene ”Lydglimt” og ”Mundlam”. Her får han lov til at brede sig, og formår at skabe nogle virkelig stærke instrumentalpassager. Derved bliver der skabt et pusterum fra de dystre tekster.

Melancolias produktioner er… ja, ret melankolske og til tider tenderer de til det komplet maniske. Tag for eksempel ”Troja” – et af højdepunkterne på albummet. Nummeret lyder som en sen, røgfyldt nattetime i studiet sammen med DJ Muggs og EL-P. Produktionen ændrer karakter flere gange under nummeret. Det starter som et forholdsvis simpelt guitarbårent beat, men pludselig åbner Melancolia op for sluserne, og et faretruende orgel buldrer derudaf. Dertil kommer et vokalsample, der lyder som DJ Muggs i hans velmagtsdage. I takt med Trepacs sidste ord rammer lytteren, eksploderer nummeret i en dubstep-inspireret lyd, der bliver krydret med mellemøstlige toner. Det er simpelthen intet mindre end genialt produceret.

Der er tale om en yderst helstøbt lyd igennem hele albummet, og de førnævnte numre er bare et af mange eksempler på, hvordan Melancolias produktioner tager lytteren med på en rejse, og ikke ”bare” fungerer som underlægning for rappen. Produktionerne får lov til at sive ud mellem linjerne, og ind i ørerne på lytteren.


 Helstøbt symbiose 


Der er ingen tvivl om, at det er en virkelig stærk plade, de to herrer i fællesskab har skabt. Det er efterhånden et godt stykke tid siden, jeg har hørt et album, der er så godt sammensat som dette. Det føles næsten som om, at der er opstået en symbiose imellem Trepac og Melancolia under indspilningerne. 

Skal jeg komme med en enkelt anke, så er det netop den dystre stemning, der indhyller albummet. Trepac har udtalt, at han selv har lidt svært ved at relatere til pladen, da det er en tonstung og dyster sag. Dog bliver den dystre lyd sommetider for gennemtrængende. Derfor er det virkelig en plade, som man skal være i et helt særligt humør for at høre. Det er nok også rapperens mest utilgængelige album til dato. Er man en af dem, der foretrækker den mere punchline-orienterede side af Trepac, så er jeg ikke sikker på, at pladen vil falde i ens smag. 

Er man derimod klar på at dykke ned i en plade, der har noget på hjerte, og er man ikke bange for et tungt og dystert univers med abstrakte og udfordrende tekster, vil man få en lytteroplevelse, der hører til blandt de bedste i år. Derfor kan jeg ikke andet end at rose albummet til skyerne.



fredag den 16. september 2016

Debutsingle fra Torden & Lynild




Allerede tilbage i 2013 begyndte det at buldre og brage med rygter i undergrunden, om Trepacs kommende projekt. Et projekt der gik under navnet Torden og Lynild. Det viste sig at der var tale om et samarbejde med produceren Melancolia, der blandt andet stod for en del af produktionerne på Trepacs debutalbum "Fatamorgana" fra 2011.

Men hvad skete der egentlig med pladen? Den korte forklaring er at der gik hiphoptid i den, men nu hvor vi skriver 2016, ser det endelig ud til at projektet ser dagens lys. Det bedste ved det hele er, at du skal ikke vente ret længe før du kan få lov til at høre hele albummet fra en af de aller skarpeste penne i dansk rap. Albummet udkommer nemlig allerede digitalt den 30. september og på vinyl den 8. oktober.

Fra i dag kan du dog få en smagsprøve på det kommende album, da duoen debuterer med det helt nye nummer "Tilbagetog" der fungerer som åbningsnummer på albummet, der har fået titlen "Sky til Jord". Albummet skulle efter sigenede være en ganske dyster og tung sag, samtidig med at tekstuniverset er mere abstrakt end hvad man før har hørt fra rapperen. Trepac vender samtidig blikket udad mod verden og det er hans betragtninger fra den vinkel der er pladens gennemgående tema. Eftersom det ikke kan betegnes som en ny soloplade fra Trepac, kan man også forvente at produktionerne ikke bare vil fungere som underlæg for rappen, men også vil få plads til at udfolde sig på egen hånd.

Jeg glæder mig sindsygt meget til at dykke ned i det nye album, for en ting er sikkert. Med de to herrer bag henholdsvis mikrofon og knapper, ved man at der er garanti for hiphop med noget på hjerte og masser af teknisk imponerede rap og gennemførte produktioner.

Førstesinglen med tilhørende video kan ses og høres lige her. Albummet kan allerede nu forudbestilles hos Run for Cover.





søndag den 11. september 2016

The Blueprint fylder 15 år



Den 11. September 2001. En dato som de færreste af os nok vil glemme. Det var naturligvis datoen, hvor et terrorangreb ramte World Trade Center i New York. Der er dog en anden, langt mere positiv grund til at denne dag er speciel. Samme dag udgav Jay Z sit sjette studiealbum, hovedværket ”The Blueprint” der, på trods af tragedien, endte med at sælge mere end 420.000 eksemplarer i sin første uge. Albummet blev rost af anmeldere og fans verden over, og er i dag anerkendt som en af de vigtigste hiphopudgivelser på denne side af årtusindeskiftet.

Inden vi dykker ned i hvad der gør dette album, så fantastisk, er det på sin plads lige at få etableret hvordan den amerikanske hiphopscene så ud i starten af det nye årtusinde.
I 1990’erne var det den beskidte og rå lyd der dominerede hiphop, men i 00’erne blev der mere fokus på materialisme og den såkaldte bling-kultur opstod. Desuden boblede de med kreativitet i syden, og begreber som crunk og dirty south var på tærsklen til at få sit gennembrud.
Hiphop var efterhånden ved at blive så populær, at den var ved at skubbe pop og rock af pinden som populærmusikkens go-to-genre når det kommer til radiohits.
Som en naturlig udvikling var der derfor ekstrem stor fokus på singler. Lyden blev mere poppet og strømlinet og rykkede fra gaderne ind på klubberne. 

Jay Z havde haft rigeligt med hits siden debuten ”Reasonable Doubt” i 1996, men kvaliteten af hans albums havde været langt fra standarden på debuten. Hans fans så frem til singlerne og ikke til albums. Efter Jays foregående og meget succesfulde album ”The Dynasty: Roc La Familia” fra 2000, der mest af alt fungerede som et album der skulle promovere rapperne der var signet på Jays selskab, var der behov for at gå i en helt anden retning, og den retning blev ”The Blueprint”.
Albummet er efter sigende skrevet på kun to dage og indspillet på to uger, men det er ikke noget man mærke når man lytter til det. Det fremstår fokuseret, sammenhængende og ikke mindst personligt og ærligt, hvilket ligger i titlen på albummet. Om den fortæller Jay:

”Now, there’s no such thing as a blueprint for people, but if there were, it’d be this album. I want this album to be an honest snapshot of who I am from the inside out, which is a man who loves having nicknames and hates Nas.”

Men hvad er det der gør dette album til et mesterværk og min personlige favorit når det kommer til hiphopalbums?

Hvor mange albums kan man ærligt sige, at man hører fra start til slut, uden at skippe et nummer, eller komme til at kede sig. Det er formentlig ikke mange.
Men det kan man på ”The Blueprint”. I perioden omkring ”The Blueprint” udkom var alle albums pakket med indhold og cd’ens 80 minutter gerne skulle helt fyldes helt ud, med ligegyldige fyldnumre, skits, interludes, introer, outroer, telefonsvarerbeskeder og meget mere.

 På ”The Blueprint” er der skåret helt ind til benet. Albummet varer lidt over en time og er fordelt på 13 numre plus to hemmelige numre. Ingen introer eller skits, og ingen uinteressante fyldnumre, som Jay Z især har været kendt for.
Pladen indeholder derimod alt hvad der gør en god hiphopplade:

En sammenhængende og genredefinerende lyd

I dag er det nok de fleste der har hørt om Kanye West. Men det var der ikke mange der havde tilbage i 2001. Man kan roligt sige at Chicago-produceren fik sit helt store gennembrud som producer, med førstesinglen ”Izzo (H.O.V.A.)”. Han stod for fem af de 15 skæringer på pladen, og med de numre fik Kanye defineret sig selv som kongen af den såkaldte ”Chipmunk soul”, der bestod af oppitchede soul samples. Derved var han med til at definere en hel lyd for hiphop i starten af 00’erne.
Det var ikke kun Kanye West der var en stor del af pladen. Just Blaze stod for fire produktioner, der blandt andet rummer albummets ubestridte banger ”U Don’t Know” og i den helt anden ende af spektret finder man den melankolske ”Song Cry”. Ligesom Kanye, var dette album med til at sætte Just Blaze på hiphopppens trone når det kommer til producere.
Sidst og ikke mindst skal Bink også fremhæves. Han bliver ofte glemt, da Kanye og Just Blaze efterfølgende blev superstjerner, men Binks tre produktioner: ”The Ruler’s Back”, ”All I Need” og ”Blueprint (Momma Loves Me)” alle er fantastiske numre der er med til at skabe sammenhæng på pladen.
Der går desuden historier om at der var voldsom intern konkurrence mellem de tre hovedproducere, hvilket fik dem til at yde deres allerbedste. 
Udover de tre hovedproducere, stod Trackmasters, Timbaland og Eminem hver især for et nummer hver.

(Næsten) ingen gæster

I 00’erne var ethvert hiphopalbum med respekt for sig selv, proppet med gæstevers. Jay Z var i høj grad en benyttede sig af dette på sine foregående albums. Men på ”The Blueprint” var der næsten ingen gæsteoptrædener, bortset fra én. I 2001 var Eminem uden tvivl en af de mest anerkendte rappere, og skal man nøjes med én gæst på sit album, så er Eminem et oplagt valg. På ”Renegade” leverer Eminem et af sine allerbedste vers, og mange mener at han tager Jay Z ud på nummeret. Det faktum at Jay Z har stort set hele pladen for sig selv, gør at han kan udfolde sin lyriske kunnen, hvilket bringer mig til:

Lyrik

Der er ingen tvivl om at Jay Z en af de allerbedste rappere på den amerikanske østyst. Man kan naturligvis diskutere om åbningsnummeret ”The Ruler’s Back” er en hyldest eller lidt for kraftigt inspireret af Slick Rick og om han låner lidt for mange linjer fra sin gamle ven Biggie.
Når det er sagt, så viser rapperen sig fra sine stærkeste sider på albummet: Vi møder blandt andet charmøren, blærerøven, gangsteren, den tekniske MC og den sårbare mand.
På ”Takeover”, det legendariske diss til Nas og Mobb hører vi noget af det mest hårdslående rap fra Jay Z længe. Der bliver ikke sparet på detaljer og man mærker virkelig hadet til de andre rappere på nummeret.
I den helt anden ende af spektret er der så balladen ”Song Cry”, der uden tvivl er højdepunktet på pladen. Her viser Jay Z sin sårbare side over en smuk Just Blaze produktion. Historien går på at det er tre forliste forhold, som Jay har samlet i et hjerteskærende nummer.
Vi møder også den klassiske blærerøv som vi kender så godt, på bangeren ”U Don’t Know” samt ”All I Need”. Den eftertænksomme rapper står stærkt på ”Heart of the City (Ain’t No Love) og ”Never Change”.
Albummet viser også en humoristisk side kombineret med dametække på ”Girls, Girls, Girls” og ”Girls, Girls, Girls (Remix)”. 
Vil man have en mere teknisk tilgang til rap, skal man bare tage et lyt til bonusnummeret ”Lyrical Exercise (Breathe Easy)” eller den førnævnte ”Renegade” med både Eminem og Jay Z i absolut topform.

Bøf

Jay Z’s legendariske beef med Nas og hvordan man skærer et disstrack er perfekt eksekveret på ”The Takeover”. Der er blevet sagt og skrevet så uendeligt meget om denne her beef, så vil man læse meget mere om den, så kan jeg anbefale Spol Ops detaljerede gennemgang lige her.

Et mesterværk 

Alt går altså op i en højere enhed på dette album. Både sonisk og lyrisk. Pladen formår at fremhæve Jays bedste egenskab: hans evne til at kombinere det autentiske med det kommercielle. Jay Z satte med denne plade en tyk steg under det faktum, at han var kongen af New York og albummet vil altid stå som et stærkt billede på hvordan Jay formåede at tage hiphop i sin helt egen retning.  
Alle disse elementer gør at ”The Blueprint” i dag står som Jay Z’s hovedværk og i den fortjener i den grad at blive fejret på dagen. Så hvad enten du kender albummet ud og ind, eller aldrig har dykket ned i det, så er i dag den perfekte dag til det.