fredag den 30. september 2016
Loke Deph & Esben ude med Weekendmixtape vol. 4
Weekenden står for døren og hvilken bedre måde at fejre det på, end udgivelsen af "Weekendmixtape vol. 4: Ydmyg". Det nyeste skud på stammen i Loke Deph og Esbens mixtapeserie. Serien er en fælles legeplads, hvor de to rappere giver deres bud på rap anno 2016, med krøllet undergrundshiphop i deres eget unikke univers.
Mixtapet er ni numre dyb og bliver blandt andet gæstet af Just, Boone og DJ FMD på pladespillerne. Der er kort sagt tale om knap 24 minutters rendyrket rapmusik fra to af de mest interessante rappere vi har her i landet.
Vol. 4 har netop ramt nettet og kan høres på Soundcloud eller lige herunder:
Har du ikke hørt de foregående, højst anbefalelsesværdige udgivelser, kan de høres her:
Vol. 1: Fuglealderen
Vol. 2: Hotdogs
Vol. 3: Parnasset
torsdag den 29. september 2016
Anmeldelse: Torden & Lynild - Sky til Jord
Så er det atter
blevet tid til en ny udgivelse fra Echo Out-rapperen, Trepac.
Siden sin tid i
M-Cnatet, og den efterfølgende solokarriere med adskillige udgivelser under
vesten, har Trepac gang på gang demonstrereret, hvorfor han er en af de mest
interessante rappere, vi har herhjemme. Han er kendt for at være den
følelsesladede mand, der bærer hjertet udenpå tøjet. Samtidig med det, er han en af
de skarpeste og mest tekniske punchlinerappere, jeg længe har hørt.
Det nye album er
et såkaldt ”rapper/producer”-album. Trepac er rapperen og Melancolia er
produceren. Derfor er der ikke tale om et Trepac-soloalbum, men derimod om et fælles
projekt. Af samme grund har duoen valgt at taget navnet ”Torden & Lynild”. Samarbejdet mellem de to herrer er ikke en
ny konstellation, da Melancolia stod for flere numre på Trepacs tidligere udgivelser
”Fatamorgana” og ”Nye Toner”. De to var så tilfredse med samarbejdet, at de
besluttede sig for at lave et helt album sammen.
Man kan ikke
kalde pladen for en helt ny udgivelse. Albummet blev nemlig indspillet i
perioden 2012-2014, men har indtil nu ligget i de digitale skrivebordsskuffer i
Nordvest hos Echo Out. Men nu er tiden heldigvis blevet moden til, at ”Sky til Jord” kan ramme gaden.
Udadskuende indignation
Både når Trepac
giver den som beskidt rådden rimer og når han byder indenfor i rodebutikken,
har han mere at byde på end de fleste andre danske rappere. Det gør sig også
gældende på denne udgivelse. Dogmet har været, at der ikke måtte siges ”jeg”
noget sted på de 13 numre, der udgør albummet. Dette står i direkte modsætning
til det univers, vi hørte på Trepacs debutalbum ”Fatamorgana” fra 2011, der
netop var meget indadvendt. På ”Sky til
Jord” er blikket vendt udad mod omverden i stedet.
Pladens tematik kredser
om tunge emner som menneskets eksistens samt ulighed, uretfærdighed og samfundskriser.
Især samfundets top står for skud, hvilket man virkelig fornemmer på numre som
”CEO” og ”Troja”. Her retter Trepac en skarp kritik og en tydelig indignation over
direktører og andre høje herrer i samfundet.
På ”Sky til Jord” tager Trepac sin lyrik
til et nyt niveau. Der er mere fokus på abstrakte tekster, og jeg kan garantere
for, at der er masser af interessant lyrik at dykke ned i. Man kan, som
sædvanlig fristes man til at sige, heller ikke sætte en finger på Trepacs
levering. Det samme kan man sige om hans flow, der er et af de mest sikre på
dansk jord. Tag bare et lyt til ”Himlen
Falder”, hvor et tight flow og en jævn strøm af trestavelsesrim bliver leveret
i overlegen stil. Er man til klassisk metaforleg, så finder man det på ”Kortslutning”, hvor strøm og lyn bliver
endevendt.
Helt genialt bliver
det dog på den smukke ”Ledte Efter Noget”,
hvor Trepac giver den som en moderne Adam Oehlenschläger, og linjen mellem rap
og poesi udtværes på allerfineste vis.
Manisk melankoli
Som tidligere
nævnt er det tydeligt, at albummet ikke er ment som en soloplade fra Trepac,
men derimod er et fælles projekt, hvor begge medlemmer har haft lige meget at
skulle have sagt. Derfor er der flere instrumentale passager i løbet af
albummet, ligesom det er løsere opbygget i strukturen, når det kommer til
opbygning af vers, omkvæd osv.
”Sky til Jord” er en plade, hvor
produceren ikke ender som manden i baggrunden. Derfor er det Melancolia, der
får størstedelen af taletiden på numrene ”Lydglimt”
og ”Mundlam”. Her får han lov til at
brede sig, og formår at skabe nogle virkelig stærke instrumentalpassager. Derved
bliver der skabt et pusterum fra de dystre tekster.
Melancolias
produktioner er… ja, ret melankolske og til tider tenderer de til det komplet
maniske. Tag for eksempel ”Troja” – et af højdepunkterne på albummet. Nummeret
lyder som en sen, røgfyldt nattetime i studiet sammen med DJ Muggs og EL-P. Produktionen
ændrer karakter flere gange under nummeret. Det starter som et forholdsvis simpelt
guitarbårent beat, men pludselig åbner Melancolia op for sluserne, og et
faretruende orgel buldrer derudaf. Dertil kommer et vokalsample, der lyder som DJ
Muggs i hans velmagtsdage. I takt med Trepacs sidste ord rammer lytteren, eksploderer
nummeret i en dubstep-inspireret lyd, der bliver krydret med mellemøstlige
toner. Det er simpelthen intet mindre end genialt produceret.
Der er tale om en
yderst helstøbt lyd igennem hele albummet, og de førnævnte numre er bare et af
mange eksempler på, hvordan Melancolias produktioner tager lytteren med på en
rejse, og ikke ”bare” fungerer som underlægning for rappen. Produktionerne får
lov til at sive ud mellem linjerne, og ind i ørerne på lytteren.
Helstøbt symbiose
Der er ingen
tvivl om, at det er en virkelig stærk plade, de to herrer i fællesskab har
skabt. Det
er efterhånden et godt stykke tid siden, jeg har hørt et album, der er så godt
sammensat som dette. Det føles næsten som om, at der er opstået en symbiose
imellem Trepac og Melancolia under indspilningerne.
Skal jeg komme
med en enkelt anke, så er det netop den dystre stemning, der indhyller albummet.
Trepac har udtalt, at han selv har lidt svært ved at relatere til pladen, da
det er en tonstung og dyster sag. Dog bliver den dystre lyd sommetider for
gennemtrængende. Derfor er det virkelig en plade, som man skal være i et helt
særligt humør for at høre. Det er nok også rapperens mest utilgængelige album
til dato. Er man en af dem, der foretrækker den mere punchline-orienterede side
af Trepac, så er jeg ikke sikker på, at pladen vil falde i ens smag.
Er man derimod
klar på at dykke ned i en plade, der har noget på hjerte, og er man ikke bange
for et tungt og dystert univers med abstrakte og udfordrende tekster, vil man
få en lytteroplevelse, der hører til blandt de bedste i år. Derfor kan jeg
ikke andet end at rose albummet til skyerne.
fredag den 16. september 2016
Debutsingle fra Torden & Lynild
Allerede tilbage i 2013 begyndte det at buldre og brage med rygter i undergrunden, om Trepacs kommende projekt. Et projekt der gik under navnet Torden og Lynild. Det viste sig at der var tale om et samarbejde med produceren Melancolia, der blandt andet stod for en del af produktionerne på Trepacs debutalbum "Fatamorgana" fra 2011.
Men hvad skete der egentlig med pladen? Den korte forklaring er at der gik hiphoptid i den, men nu hvor vi skriver 2016, ser det endelig ud til at projektet ser dagens lys. Det bedste ved det hele er, at du skal ikke vente ret længe før du kan få lov til at høre hele albummet fra en af de aller skarpeste penne i dansk rap. Albummet udkommer nemlig allerede digitalt den 30. september og på vinyl den 8. oktober.
Fra i dag kan du dog få en smagsprøve på det kommende album, da duoen debuterer med det helt nye nummer "Tilbagetog" der fungerer som åbningsnummer på albummet, der har fået titlen "Sky til Jord". Albummet skulle efter sigenede være en ganske dyster og tung sag, samtidig med at tekstuniverset er mere abstrakt end hvad man før har hørt fra rapperen. Trepac vender samtidig blikket udad mod verden og det er hans betragtninger fra den vinkel der er pladens gennemgående tema. Eftersom det ikke kan betegnes som en ny soloplade fra Trepac, kan man også forvente at produktionerne ikke bare vil fungere som underlæg for rappen, men også vil få plads til at udfolde sig på egen hånd.
Jeg glæder mig sindsygt meget til at dykke ned i det nye album, for en ting er sikkert. Med de to herrer bag henholdsvis mikrofon og knapper, ved man at der er garanti for hiphop med noget på hjerte og masser af teknisk imponerede rap og gennemførte produktioner.
Førstesinglen med tilhørende video kan ses og høres lige her. Albummet kan allerede nu forudbestilles hos Run for Cover.
søndag den 11. september 2016
The Blueprint fylder 15 år
Den 11. September 2001. En dato som de færreste af os nok
vil glemme. Det var naturligvis datoen, hvor et terrorangreb ramte World Trade
Center i New York. Der er dog en anden, langt mere positiv grund til at denne
dag er speciel. Samme dag udgav Jay Z sit sjette studiealbum, hovedværket ”The
Blueprint” der, på trods af tragedien, endte med at sælge mere end 420.000 eksemplarer
i sin første uge. Albummet blev rost af anmeldere og fans verden over, og er i
dag anerkendt som en af de vigtigste hiphopudgivelser på denne side af
årtusindeskiftet.
Inden vi dykker ned i hvad der gør dette album, så
fantastisk, er det på sin plads lige at få etableret hvordan den amerikanske
hiphopscene så ud i starten af det nye årtusinde.
I 1990’erne var det den beskidte og rå lyd der dominerede
hiphop, men i 00’erne blev der mere fokus på materialisme og den såkaldte
bling-kultur opstod. Desuden boblede de med kreativitet i syden, og begreber
som crunk og dirty south var på tærsklen til at få sit gennembrud.
Hiphop var efterhånden ved at blive så populær, at den var
ved at skubbe pop og rock af pinden som populærmusikkens go-to-genre når det
kommer til radiohits.
Som en naturlig udvikling var der derfor ekstrem stor fokus
på singler. Lyden blev mere poppet og strømlinet og rykkede fra gaderne ind på
klubberne.
Jay Z havde haft rigeligt med hits siden debuten ”Reasonable
Doubt” i 1996, men kvaliteten af hans albums havde været langt fra standarden
på debuten. Hans fans så frem til singlerne og ikke til albums. Efter Jays
foregående og meget succesfulde album ”The Dynasty: Roc La Familia” fra 2000,
der mest af alt fungerede som et album der skulle promovere rapperne der var
signet på Jays selskab, var der behov for at gå i en helt anden retning, og den
retning blev ”The Blueprint”.
Albummet er efter sigende skrevet på kun to dage og
indspillet på to uger, men det er ikke noget man mærke når man lytter til det. Det
fremstår fokuseret, sammenhængende og ikke mindst personligt og ærligt, hvilket
ligger i titlen på albummet. Om den fortæller Jay:
”Now, there’s no such
thing as a blueprint for people, but if there were, it’d be this album. I want
this album to be an honest snapshot of who I am from the inside out, which is a
man who loves having nicknames and hates Nas.”
Men hvad er det der gør dette album til et mesterværk og min
personlige favorit når det kommer til hiphopalbums?
Hvor mange albums kan man ærligt sige, at man hører fra
start til slut, uden at skippe et nummer, eller komme til at kede sig. Det er
formentlig ikke mange.
Men det kan man på ”The Blueprint”. I perioden omkring ”The
Blueprint” udkom var alle albums pakket med indhold og cd’ens 80 minutter gerne
skulle helt fyldes helt ud, med ligegyldige fyldnumre, skits, interludes,
introer, outroer, telefonsvarerbeskeder og meget mere.
På ”The Blueprint” er
der skåret helt ind til benet. Albummet varer lidt over en time og er fordelt
på 13 numre plus to hemmelige numre. Ingen introer eller skits, og ingen
uinteressante fyldnumre, som Jay Z især har været kendt for.
Pladen indeholder derimod alt hvad der gør en god hiphopplade:
En sammenhængende og genredefinerende lyd
I dag er det nok de fleste der har hørt om Kanye West. Men det
var der ikke mange der havde tilbage i 2001. Man kan roligt sige at
Chicago-produceren fik sit helt store gennembrud som producer, med
førstesinglen ”Izzo (H.O.V.A.)”. Han stod for fem af de 15 skæringer på pladen,
og med de numre fik Kanye defineret sig selv som kongen af den såkaldte
”Chipmunk soul”, der bestod af oppitchede soul samples. Derved var han med til
at definere en hel lyd for hiphop i starten af 00’erne.
Det var ikke kun Kanye West der var en stor del af pladen.
Just Blaze stod for fire produktioner, der blandt andet rummer albummets ubestridte
banger ”U Don’t Know” og i den helt anden ende af spektret finder man den
melankolske ”Song Cry”. Ligesom Kanye, var dette album med til at sætte Just
Blaze på hiphopppens trone når det kommer til producere.
Sidst og ikke mindst skal Bink også fremhæves. Han bliver
ofte glemt, da Kanye og Just Blaze efterfølgende blev superstjerner, men Binks
tre produktioner: ”The Ruler’s Back”, ”All I Need” og ”Blueprint (Momma Loves
Me)” alle er fantastiske numre der er med til at skabe sammenhæng på pladen.
Der går desuden historier om at der var voldsom intern
konkurrence mellem de tre hovedproducere, hvilket fik dem til at yde deres
allerbedste.
Udover de tre hovedproducere, stod Trackmasters, Timbaland
og Eminem hver især for et nummer hver.
(Næsten) ingen gæster
I 00’erne var ethvert hiphopalbum med respekt for sig selv,
proppet med gæstevers. Jay Z var i høj grad en benyttede sig af dette på sine foregående
albums. Men på ”The Blueprint” var der næsten ingen gæsteoptrædener, bortset
fra én. I 2001 var Eminem uden tvivl en af de mest anerkendte rappere, og skal
man nøjes med én gæst på sit album, så er Eminem et oplagt valg. På ”Renegade”
leverer Eminem et af sine allerbedste vers, og mange mener at han tager Jay Z
ud på nummeret. Det faktum at Jay Z har stort set hele pladen for sig selv, gør
at han kan udfolde sin lyriske kunnen, hvilket bringer mig til:
Lyrik
Der er ingen tvivl om at Jay Z en af de allerbedste rappere
på den amerikanske østyst. Man kan naturligvis diskutere om åbningsnummeret
”The Ruler’s Back” er en hyldest eller lidt for kraftigt inspireret af Slick
Rick og om han låner lidt for mange linjer fra sin gamle ven Biggie.
Når det er sagt, så viser rapperen sig fra sine stærkeste
sider på albummet: Vi møder blandt andet charmøren, blærerøven, gangsteren, den
tekniske MC og den sårbare mand.
På ”Takeover”, det legendariske diss til Nas og Mobb hører
vi noget af det mest hårdslående rap fra Jay Z længe. Der bliver ikke sparet på
detaljer og man mærker virkelig hadet til de andre rappere på nummeret.
I den helt anden ende af spektret er der så balladen ”Song
Cry”, der uden tvivl er højdepunktet på pladen. Her viser Jay Z sin sårbare
side over en smuk Just Blaze produktion. Historien går på at det er tre
forliste forhold, som Jay har samlet i et hjerteskærende nummer.
Vi møder også den klassiske blærerøv som vi kender så godt, på
bangeren ”U Don’t Know” samt ”All I Need”. Den eftertænksomme rapper står
stærkt på ”Heart of the City (Ain’t No Love) og ”Never Change”.
Albummet viser også en humoristisk side kombineret med
dametække på ”Girls, Girls, Girls” og ”Girls, Girls, Girls (Remix)”.
Vil man have en mere teknisk tilgang til rap, skal man bare
tage et lyt til bonusnummeret ”Lyrical Exercise (Breathe Easy)” eller den
førnævnte ”Renegade” med både Eminem og Jay Z i absolut topform.
Bøf
Jay Z’s legendariske beef med Nas og hvordan man skærer et
disstrack er perfekt eksekveret på ”The Takeover”. Der er blevet sagt og
skrevet så uendeligt meget om denne her beef, så vil man læse meget mere om
den, så kan jeg anbefale Spol Ops detaljerede gennemgang lige her.
Et mesterværk
Alt går altså op i en højere enhed på dette album. Både
sonisk og lyrisk. Pladen formår at fremhæve Jays bedste egenskab: hans evne til
at kombinere det autentiske med det kommercielle. Jay Z satte med denne plade
en tyk steg under det faktum, at han var kongen af New York og albummet vil
altid stå som et stærkt billede på hvordan Jay formåede at tage hiphop i
sin helt egen retning.
Alle disse elementer gør at ”The Blueprint” i dag står som
Jay Z’s hovedværk og i den fortjener i den grad at blive fejret på dagen. Så
hvad enten du kender albummet ud og ind, eller aldrig har dykket ned i det, så
er i dag den perfekte dag til det.
Abonner på:
Opslag (Atom)