søndag den 6. november 2016

Anmeldelse: Binær - Umage



Hverken Trepac eller Mund De Carlo behøver nogen større introduktion for læsere af denne blog, da jeg utallige gange har rost begge rappere til skyerne. Trepac er unik på grund af sine eminente lyriske evner, der omfatter alt fra melankoli og numre der kredser om angst og depression til straight up battlerap. Mund De Carlo har i løbet af de sidste par år udviklet sig til at være den mest teknisk overlegne rapper på den danske scene, blandt andet takket være hans eminente ordspil. Et sådan ordspil teasede faktisk allerede for samarbejdet i december sidste år, på nummeret Rap Godt”:

” …Og det går D.A.U.D.A så længe at du gør D.A.U.M.A ,
D.A.U.M.A
Nyt år, jeg har brug for at der sker noget nyt nu tror
Jeg har brugt tid på at skrive så mange mig-ord,
at det var på tide at blive en del af nogle du-oer”

Mund De Carlo og Trepac havde på det tidspunkt flere gange gæstet hinandens udgivelser samt turneret sammen, så de besluttede sig for at slå hovederne sammen i det fælles projekt, som de har valgt at kalde for Binær.


Respekt for sprog, flow og hinanden
Hvad er Binær så? Det er klassisk, støvet boom bap hiphop leveret af to rappere, der tilhører den absolutte top, når det kommer til at kombinere teknisk, legesyg rap med tekster, der har noget på hjerte. 
Man kunne frygte at to så stærke lyrikere ville have svært ved at give plads til hinanden på en fælles udgivelse, men det er heldigvis ikke tilfældet her. Der er derfor ikke tale om et umage par, men derimod to MC’s, der gør sig umage på mikrofonen. Trepac og Mund De Carlo får uden tvivl det bedste frem i hinanden, og som lytter fornemmer man både den gensidige respekt, der er i mellem dem, og den interne konkurrence om at være den bedste. Samspillet mellem de to fungerer virkelig godt. Der har garanteret været dømt fri leg i studiet, hvor originale flows og rim-schemes er blevet slynget ud i imponerende mængder.


Hårde og bløde talegaver 
Albummet åbner op på fornemmeste vis med den Swab-producerede ”Umagen Værd”, hvor scenen bliver sat, og Trepac og Mund De Carlo åbner op for de lyriske lækkerier. Herefter følger debutsinglen Nakkesved, hvor duoen stikker sproget en på låget over et hæsblæsende beat fra Architech.
På næste skæring er det blevet tid til et gevaldigt man crush, i form af ”Lad Mig Introducere”, hvor Trepac og Mund De Carlo, i bedste Tudsegammelt-stil, roser hinanden og dropper linjer om, hvorfor netop de to har valgt at arbejde sammen. Det er et forfriskende humoristisk nummer, hvor man virkelig fornemmer rappernes respekt for hinanden.
Albummets første tredjedel peaker med nummeret ”Talegaver”. Her står den på en masterclass i skarp tag-team-rap, hvor de TreCarlo og Mund De Pac fletter deres respektive linjer sammen på en sådan måde, at man ikke kan andet end at blive dybt imponeret.   

Trepac og Mund De Carlo er begge kendt for at lege med sproget, og det er bestemt også tilfældet på ”Umage”. På "Dum Mikrofon" personificerer duoen deres mikrofoner med originale metaforer og ganske underholdende linjer til følge. Ordspil i stor stil finder man også på "Totaler", hvor de sætter rekord i hvor mange ord med ”to” der kan lægges ned på et track. Det er efterhånden blevet et af Mund De Carlos faste indslag at lave den slags numre, men som stor fan af rappernes originale tilgang til ordspil og sproglige nysgerrighed, kan jeg ikke andet end blive imponeret over niveauet og opfindsomheden de lægger i deres tekster.

Selvom den sproglige leg fylder meget i Binærs univers, er der dog også blevet plads til de mere seriøse numre på albummet. På ”Millennium Maskiner” er omdrejningspunktet rappernes egen generations udfordringer midt i en digital tidsalder. Vi får desuden ét af albummets højdepunkter på den blændende flotte ”Ekstranummer”. Kender man til Trepacs tidligere udgivelser, ved man, at angst ikke er en uvant følelse hos ham. Dette kommer flot til udtryk her, hvor lytteren tages med på den anden side af scenetæppet. Her blotter de deres frygt for ikke at kunne tilfredsstille publikum og derved også dem selv. Ærligheden vælter ud af højtalerne og sætter et virkelig flot punktum for pladen.

Trepac og Mund De Carlo viser rigtig mange gode takter på ”Umage”, og de formår for det meste at holde et solidt tag om lytteren. Der er dog et par numre, der falder lidt igennem. Numre som ”Fuld Kontrol”, ”Alarm” samt den politisk ladede ”Rød” formåede ikke rigtig at fastholde min interesse til meget mere end et par lyt.


Savklinger og saxofoner
På produktionssiden finder man en bred række af dygtige danske producere, hvor Xeren og Swab er de mest benyttede med fire produktioner hver. De fortjener begge taletiden, da de leverer glimrende beats. Udover dem, finder man desuden Architech, LarsEfx, Fabellyd, J.KO-C og Mund De Carlos faste producer: Genius. Sidstnævnte leverer et af albummets produktionsmæssige højdepunkter i form af "Kryb & Kravl", der med sit savklinge-skærende beat nok skal blive en livefavorit når duoen begiver sig ud på deres kommende turné. 
Den for mig ukendte J.KO-C, leverer desuden et super tilbagelænet saxofon-båret beat på ”Stadig”, der sørger for positive vibes og en god underlægning for de to rappere.
               
Er man til scratch (selvfølgelig er man det!), kan man desuden godt begynde at glæde sig, for det er der heldigvis rigeligt af på pladen. De bliver leveret af Def Star Audio Emperor. Jeg er en sucker for masser af scratch, så det er en ren fornøjelse at høre de skarpe cuts, der sørger for den helt rigtige boombap-stemning.


Det hele har været umagen værd 
”Umage” er størstedelen af tiden en ren fornøjelse at lægge ører til. For de der digger den teknisk overlegne rapstil med et solidt fokus på legen med ord, vil der være masser af lyrik at dykke ned i. Det siger næsten sig selv, at hvis du hører til dem, der faldt på røven over album som "Ordene Først" og "Fatamorgana", så vil du helt sikkert også have "Umage" i voldsom rotation i det næste lange stykke tid.

Selvom jeg synes, at der er rigtig mange stærke, originale og dybt imponerende numre på albummet, så er det dog lidt som om, at den røde tråd er svær at få øje på. Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg har haft Torden & Lynild-albummet i ørerne i perioden op til, at jeg dykkede ned i denne udgivelse, og derfor stadig har den suverænt gennemførte oplevelse i kroppen. Det havde nok været en fordel for ”Umage”,  hvis der havde været lidt længere tid imellem de to udgivelser.

Jeg kunne desuden godt ønske mig, at der havde været (endnu) mere ordleg og konceptnumre at finde på pladen. Jeg ved, at det er et nærmest urealistisk krav, og jeg synes også, at begge rappere altid har formået at balancere det tekniske med noget på hjerte, hvilket bestemt også er vigtigt faktor.  
Der er dog ingen tvivl om, at Trepac og Mund De Carlo stadig gør sig umage for at holde sig i den absolutte top i den danske undergrund, og jeg glæder mig allerede til endnu et album fra duoen.

Alt taget i betragtning, ender karakteren på en ganske stor