onsdag den 28. december 2016

Det bedste danske rap fra 2016




2016 er ved at være et overstået kapitel, og traditionen tro er det blevet tid til at tage et tilbageblik på det, der gjorde året værd at lytte på.


Årets bedste udgivelser

10. Pede B – Gin & Cocio
Selvom Pedes stiløvelse udi historiefortælling, blev modtaget lidt lunkent her på bloggen, så når den lige at snige sig ind i top 10, da den havde et par stærke numre og et interessant koncept, der trods alt fortjener ros.  

9. Parlør - Parlør
Duoen Parlør leverede en glimrende debut i år. De to karismatiske rappere komplementerer hinanden virkelig godt og skriver numre med lige dele humor og samfundskritik. En duo der uden tvivl bliver spændende at følge fremover.

8. Khalazer - Album
Efter to glimrende mixtapes, kom debutalbummet fra Khalazer, der bød på endnu en tur ind i Dr. Lazerlyde og Khal Allans stenede og dybt originale univers, der er fyldt til randen med computere, robotter og retrofuturisme.  

7. Clockwork – 12 timer
LarsEFX’ konceptalbum, bygget på umiddelbarhed og tidspres, resulterede i en rigtig stærk plade med nogle vilde numre fra nogle af landets bedste rappere. 

6. Keis Khatib – Zone 2
Der har været forholdsvis stille omkring Keis Khatib siden de gode gamle Royal Mudd dage. Det blev der dog lavet om på i år med et album med gribende autentiske fortællinger fra Nørrebro. Albummet vil uden tvivl stå tilbage som en af de mest positive overraskelser i 2016.

5. Loke Deph – Beluga/Malstrøm
2016 blev langt om længe året, hvor undergrundshelten Loke Deph endelig udgav sin solodebut. Med denne dobbelt-EP formåede han, og mere til, at leve op til den massive hype, der længe har været omkring ham.   

4. Binær – Umage
2016 bød også på den vel nok mest interessante konstellation længe. Trepac og Mund De Carlo tilhører begge det øverste luftlag, når det kommer til teknisk og lyrisk funderet rap. Deres fælles album sætter barren for dansk rap højt, og forventningerne endnu højere, til deres forhåbentligt næste album.

3. Ham Den Lange – Dagbog fra en Flygtningelejr
For andet år i træk, har Ham Den Lange leveret et af årets bedste albums. Sidste år var det med Manus Nigra, og i år var det med denne dybt rørende udgivelse. Det er et ekstremt vigtigt album, der har noget på hjerte og positionerer Ham Den Lange som en af de vigtigste stemmer i dansk rap.

2. Torden & Lynild – Sky Til Jord
Et album i ordets reneste forstand. Her oplever man en (som altid) skarp Trepac, men til tider er det dog produceren Melancolia der stjæler lydbilledet, med så meget dybde og stemning, der sjældent er hørt bedre på dansk grund.

1. Benal – Nu
Benal startede 2016 med et brag, da de i januar udgav deres længe ventede debutalbum. Det stod hurtigt klart, at der skulle meget til for at vælte albummet af pinden som årets bedste. Albummet er kulmineringen af de sidste par år for gruppen. En kulminering der er nærmest perfekt i sin eksekvering, både når det kommer til tekst og musik.


Årets bedste tracks

10. Keis Khatib – Væk Herfra (ft. Jens Nørhave)
Højdepunktet på Keis Khatibs stærke debutalbum, er albumlukkeren ”Væk Herfra”. Med sin jazzede lyd og en tydelig inspiration fra mesterværket Illmatic, fornemmer man længslen   

9. Kasper Spez – Bunkeren (ft. Jooks & Pernille Valentin)
Det var desværre ikke meget man hørte fra Kasper Spez i 2016, men vi fik heldigvis fornøjelsen af dette nummer, der kan prale af at have årets vel nok bedste gæsteoptræden i form af Jooks, der leverer et helt fantastisk gæstevers.   

8. Ham Den Lange – Efcaristo Leros
Det er svært at fremhæve ét nummer fra Ham Den Langes dagbog i albumform, men det stemningsfulde ”Efcaristo Leros”, er nok højdepunktet.  

7. Mund De Carlo & Pede B – Tal Ud (ft. Rest In Beats)
Mund de Carlo og Pede B på samme nummer. To forskellige indgangsvinkler, der alligevel ender med et helstøbt nummer, der oser af stemning.

6. Parlør – Google Streetview Ved Hvor Du Bor
Det her er uden tvivl årets store positive overraskelse. Nummeret har en enormt fængende produktion og en interessant tekst, der gør at jeg har hørt det her nummer vildt meget. 

5. Loke Deph – God Tid
En sjældent hørt laid back Loke Deph sørger her for et nærmest svævende nummer, der stadig er umiskendeligt ham.  

4. Binær – Talegaver
Der var mange højdepunkter fra Binærs debutalbum, men det her er nok min favorit. Tag-team rap på højt lyrisk niveau.

3. Torden & Lynild – Ledte Efter Noget
På ”Sky til Jord” fik Trepac cementeret sin status som én af landets bedste rappere. På Binær fik man den fremadstormende punchline-rapper, men på Torden & Lynild-projektet fik man den mere melankolske og dystre rapper, der virkelig kommer til sin ret på det her smukke nummer.  

2. Benal – Fri (ft. Suspekt)
Det er nærmest umuligt kun at fremhæve ét enkelt nummer fra Benals debutalbum, da alle numrene på pladen er fantastiske på hver sin måde.
Valget er dog faldet på dette, da alting går op i en højere enhed her. Hvis du har haft fornøjelsen af at opleve Benal live i år, så er jeg sikker på, at du ved hvad jeg mener. Nummeret har den der anthem-stemning, der bare bliver forstærket af det mesterlige hook fra Orgi-E. Et af mange højdepunkter fra årets bedste udgivelse. 

1. Clemens – Regnskabets Time (Runde 2)
I forbindelse med at det næste år er 20 år siden Clemens udgav sit debutalbum, udgav han dette nummer. Her (be)viser veteranen, at han stadig skal anerkendes som en af de vigtigste rappere i landet. Han har en unik tilgang til nummeret, idet første vers skal forstille at være Clemens som ung, kompromisløs rapper, der disser sit fremtidige jeg for alle de ting, som han er blevet skudt i skoen over de sidste mange år. På andet vers tager Clemens anno 2016 til genmæle, og giver svar på tiltale til sit yngre jeg og alle de kritiske røster.
Clemens' evne til at reflektere over og turde forholde sig kritisk til sin egen karriere kombineret med en super skarp levering, gør nummeret til mit højdepunkt fra i år.



Hvad sker der i 2017?

Indtil videre kan vi se frem til Suspekts sjette album, Nota Bene og Daveys fællesalbum, endnu et album fra Fede Poul, og så går der rygter om at Marwan også kommer med nyt.

Der kommer også til at ske lidt på bloggen, i form af et redesign af siden, der gerne skulle gøre den mere overskuelig og lidt mere tidssvarende, samt mange flere interviews med interessante folk i hiphopmiljøet.  


Vi ses i 2017 – Peace fra DGN

tirsdag den 27. december 2016

Yepha har fået en hjerneblødning



I 2009 valgte den succesfulde duo, UfoYepha at holde pause. Ufo begyndte på en singer/songwriter tilgang til musikken, mens makkeren Yephas lyd tog en mere club-orienteret drejning. I 2014 ramte Yephas debutalbum "Højere Hurtigere Dybere Bredere", der viste Yephas åbenlyse talent, men som nok gjorde sig bedre for fans af tidens toner, end for fans af UfoYepha.

Men nu er Yepha så aktuel med førstesinglen "Hjerneblødning", der efter sigende er forløberen til en kommende EP. På nummeret er Yepha tilbage i en mere klassisk hiphopform, der virkelig klæder ham. Flowet er som sædvanligt i en klasse for sig, og hvis det er er stilen og lyden man kan forvente fra den kommende EP, så lover det bestemt godt.

Tjek det nye nummer herunder.


søndag den 18. december 2016

Mund De Carlo rapper stadig godt

Foto: Simon Frøsig


For præcis ét år siden udgav Mund De Carlo nummeret "Rap Godt", der var noget af en magtdemonstration fra den fremadstormende rapper. Med inspiration fra Eminems "Rap God" blev der droppet linjer i et vanvittigt tempo, der var med til at cementere Mund De Carlos status som en af de mest teknisk og lyrisk dygtige i landet.

Nu er han så klar med opfølgeren "Rap Godt II", der er et tiltrængt hiphop-indspark her midt i juletiden. Har man hørt det første nummer, så ved man godt hvad man har i vente: Syv minutters non-stop rap, hvor der bliver droppet jeg ved ikke hvor mange velskrevede bars, i et så varieret og teknisk avanceret flow, som kun Mund De Carlo kan levere. Det er uden tvivl et nummer der skal høres en del gange før man får fat i alle linjerne, og det gør man glædeligt.

Produktionen står det, for mig, ukendte Københavnske producerteam 18FIVE for. De leverer en minimalistisk produktion, der fungerer rigtig godt som underlæg.

Hør det nye nummer herunder:


lørdag den 17. december 2016

Suspekt annoncerer deres sjette album



Suspekt har netop annonceret, at deres nye album udkommer den 17. februar 2017. Albummet har fået titlen "100% Jesus" og er gruppens sjette udgivelse. Sidst vi hørte fra gruppen var i 2014 på "V". 
I forbindelse med annonceringen af det nye album, er der kommet en medfølgende teaservideo, der løfter sløret for en håndfuld af de nye numre på den kommende plade.
Udover førstesinglen "Står Stadig" vil man blandt andet finde numre som "Linen Ud", "Solfar", "Hæld Op, "Langt Væk Fra Vestegnen", "Ingen Slukker 1 Star".

Videoen, der er instrueret af Martin Skovbjerg (DJ E.D.D.E.H.), er som det altid et tilfældet med Suspekt, super stemningsfuld, meget filmisk og fungerer glimrende som en forsmag på hvad man kan forvente på det kommende album.

Det lader i øvrigt til, at Suspekt endnu engang er dykket ned i en mere dyster visuel stil. I det sidste stykke tid har man kunne finde stencil-malede pentagrammer rundt om i København og Århus, og albumcoveret fortsætter i samme stil. 
Suspekt har for første gang benyttet sig af et allerede eksisterende værk som udgangspunkt for coveret. Billedet på coveret er malet af den spanske maler Francisco Goya i 1788 og titlen er "St. Francis Borgia and the dying impenitent". Kort fortalt viser scenen på billedet Sankt Francis med et krucifiks i hånden. Udfra krucifikset strømmer Jesu blod, der renser den døende mand fra sine synder og derved også frelser ham fra de dæmoner der plager ham. 

Det er svært at sige hvor meget symbolik man skal ligge i albumcoveret, men det er under alle omstændigheder et interessant valg.

Albummet kan allerede nu forudbestilles hos Run For Cover.

Se den nye teaservideo herunder:

fredag den 9. december 2016

Anmeldelse: Ham Den Lange - Dagbog Fra En Flygtningelejr



Ham Den Lange er aktuel med sin tredje soloudgivelse, i form af albummet “Dagbog Fra En Flygtningelejr”.
Sidst vi hørte fra ham var sidste år, da han som en del af gruppen Manus Nigra, udgav albummet ”Blind Vej”, der fik rigtig pæne ord med på vejen herfra. Ham Den Lange blev tidligt i sin karriere, kendt som en af de mest frygtede rappere, man kunne risikere at møde i det nu hedengangne MC’s Fight Night. Når han ikke freestylede var han, sammen med Kejser A, en del af duoen Haven Morgan, der blandt andet vandt P3s KarriereKanonen tilbage i 2006.

Der har aldrig hersket nogen tvivl om at Ham Den Lange er en talentfuld rapper. Han har aldrig været bange for at afprøve hvad man kan med rap, men for mit vedkommende, var det med førnævnte udgivelse med Manus Nigra, første gang siden Haven Morgans ”Et Lille Eventyr”, at han viste hvor dygtig en rapper han egentlig er.  


En personlig og skræmmende dagbog
I 2015 fik Lange, via sin svigerinde, muligheden for at tage til Grækenland for at arbejde som frivillig i flere forskellige græske flygtningelejre. Under sit første ophold, begyndte han at skrive dagbog, for at på den måde at bearbejde de mange tragiske oplevelser han var vidne til. Oplevelserne stod i skarp kontrast til dagligdagen i lille Danmark. Det var utroligt overvældende for Ham Den Lange, og det var naturligt at skrive dagbogen som rap. Han uploadede en Facebook-video fra lejren på Leros, som indtil videre har rundet over 500.000 visninger. Videoen fangede også opmærksomheden hos Grækenlands største TV-kanal, hvor det blev til et indslag i bedste sendetid. Ham Den Lange blev ved med at holde dagbog, og pludselig havde han materiale nok til en plade.

Lad mig sige det med det samme. Albummet, med den oplagte titel “Dagbog Fra En Flygtningelejr”, er noget helt andet end hvad man nogensinde før har hørt i dansk rap.
Pladen kan bedst beskrives som en dokumentarisk øjenvidneberetning fra flygtningelejrene i Grækenland. Pladen er delt op i to dele,  hvor Lange beskriver situationen i lejrene, henholdsvis før og efter grænserne blev lukket til resten af Europa. 

Albummet åbnes med en introspeak fra debattøren og Venligboeren Anne Lise Marstrand, der sætter scenen for de historier vi i løbet af de næste 22 minutter, skal introduceres for.  

22 minutter er ikke ret lang tid. Det er faktisk lidt kortere end en traditionel nyhedsudsendelse i TV, og netop en nyhedsudsendelse kan pladen faktisk godt minde lidt om. Den store forskel er dog, at vinklen her er langt mere subjektiv og Ham Den Lange er dybt personligt involveret i sagen. På pladen møder man en sjældent set åben rapper, der deler sin hudløst ærlige beretning om de tragiske begivenheder han har været vidne til. Det er tydeligt (og ganske forståeligt) at dette har været en oplevelse der med al sandsynlighed har ændret ham for livet. 

Allerede fra første nummer føler man sig hensat til de græske flygtningelejre, og Ham Den Lange får hurtigt sat scenen: 1600 mennesker på flugt fra krig. Træthed, sult, sygdom og desperation præger de mange flygtninge. Flere har mistet nære familiemedlemmer, på den farlige tur fra lande som Syrien, Irak og Afghanistan. Lange veksler mellem overordnede betragtninger om situationen i lejren, til helt konkrete oplevelser med tåregas, chokgranater, uforstående politi samt uledsagede børn, der har mistet deres forældre.  

Numrene på pladen leder elegant lytteren igennem Langes oplevelser, og derved fremstår albummet som ét samlet værk, mere end en samling af numre. Derfor kan man ikke undgå at lytte intenst til de mange tragiske historier der udfolder sig for ørerne af en. Man føler nærmest at man står midt i kaosset i lejren. Når pladen så er slut så starter man, på trods af de forfærdelige historier, forfra fordi man bliver grebet af Langes fortællerevner.

Det som Ham Den Lange gør så forbandet godt, og som er med til at gøre denne plade så vigtig, er at han viser hvad rap kan. Der er her tale om rap i sin mest basale form, hvor alt det unødvendige er skåret fra. Det minder mig om hvad essensen af rap egentlig går ud på. Chuck D fra Public Enemy kaldte i sin tid, rap for ”The Black CNN”, og på denne plade formår Ham Den Lange at gøre noget der minder om. Han giver mennesker der ellers ikke har nogen mulighed for at blive hørt i medierne, et talerør. Det gør albummet til et yderst sympatisk projekt, der fortjener al den opmærksomhed som det overhovedet kan få.  


Producermæssigt svendestykke
Hele pladen er produceret af den fremadstormende producer Architech, der er en del af gruppen Blodsport. Han har tidligere produceret for blandt andet Binær, og har før arbejdet sammen med Ham Den Lange. Der er ingen tvivl om at dette album er hans svendestykke. Han formår på dette album, at være en moderne bannerfører for den klassiske boom-bap lyd. Via sine produktioner matcher han stemningen i teksterne og Architech skaber derved et lydunivers der underbygger og forstærker den trøstesløse stemning som Ham Den Lange har oplevet  i de græske flygtningelejre.

Et af de produktionsmæssige højdepunkter finder man på nummeret ”Efcaristo Leros.” Her har Architech skabt et smukt og virkelig melankolsk beat , hvor han blander reallyd ind i produktionen for at give den et realistisk touch. For at give nummeret en ekstra smuk dimension, bliver nummeret desuden gæstet af den dansk/græske sangerinde Veronica Mortensen, der tager nummeret op til et tårnhøjt niveau. Hen mod slutningen skifter nummeret dog karakter, og for en kort bemærkning træder den melankolske stemning i baggrunden til fordel for et opløftende beat, der fungerer som en tiltrængt opløftende indblik i en ellers hård dagligdag.  
Det er svært at sætte en finger på nogen af produktionerne og jeg håber at der er flere der får øjnene op for den talentfulde producer.


En vigtig udgivelse
Ham Den Lange cementerer med denne udgivelse, sin rolle i dansk rap. Han tager stilling til samfundet og verden omkring ham, og han er ikke bange for at dele sine holdninger. Han er desuden en afsindig dygtig rapper, der har styr på sin rap-ABC. Det er tydeligt at høre på pladen, selvom der hverken er fokus på komplicerede rimstrukturer eller avancerede flowpassager.

Jeg kan kun sige, at man skal gøre sig selv den tjeneste at sætte sig ned og lytte til hvad Ham Den Lange har at sige. For det er vigtigt.
Det er barske beretninger fra en verden der ligger langt fra vores, og jeg synes bestemt at det er vigtigt at tage stilling til emnet.

Ham Den Lange formår at gøre en situation som mange har svært ved at relatere til, håndgribelig. Personligt har jeg fået et meget bedre indblik i situationen via denne plade, end hvad et nyhedsindslag har kunnet formå.  

Rent musikalsk, er“Dagbog Fra En Flygtningelejr” ikke den bedste danske rapplade i år, men det er uden tvivl den vigtigste plade i mange år. Ham Den Lange sætter fokus på et ekstremt vigtigt emne, samtidig med han viser hvorfor rap skal tages seriøst som formidlingsform af vigtige samfundsmæssige problemstillinger.   

- Pladen er ude på vinyl og streaming nu, og alle penge fra salget af vinylen går direkte til Ham Den Langes nødhjælpsorganisation kaldet 100% Nødhjælp. Skulle man ikke have en pladeafspiller, kan man donere penge direkte til organisationen på deres website.





-->